Cathrine, Carina og Andreas stiller til start ved World Cup i s-Hertogenbosch
Stævner har der ikke været mange af de seneste måneder, men det er heldigvis ikke ensbetydende med, at de danske ryttere ikke får trænet til OL og EM, der efter planen finder sted senere i 2021.
I et længere indlæg på Dansk Ride Forbunds hjemmeside giver holdleder for senior- og U25 dressuren, Anne-Mette Binder, en status på forberedelserne:
Tre til Holland
I forrige weekend fik DRF accept til at have tre danske ryttere med ved World Cup-stævnet den 11. – 14. marts i s-Hertogenbosch i Holland. De tre ryttere, der deltager i stævnet, er Cathrine Dufour, Carina Cassøe Krüth og Andreas Helgstrand.
– Det er i det hele taget fantastisk at kunne få tre ryttere med, men stævnet giver også Andreas muligheden for at hente sin anden af to OL-kvalifikationer. Dertil kommer, at det kan give yderligere point til Verdensranglisten, som er afgørende for, hvordan rytterne placeres i startrækkefølgen i Tokyo, hvilket også er yderst vigtigt, forklarer Anne-Mette Binder.
Men før stævnet venter en træningssamling for senior- og U25-rytterne.
– I sportsplanen for 2021 har vi helt fra start lagt vægt på, at en af samlingerne – den anden i dette år – skulle kunne være forberedende for netop dette World Cup-stævne, fortæller Anne-Mette Binder.
– Det sker for at kompensere, så godt det nu er muligt, for den manglende stævnerutine, de fleste af vores atleter står over for. Der er pt. stor rift om pladserne ved de internationale stævner, der afholdes, men det skulle meget gerne ændre sig til det bedre, når vi kommer tættere på og ind i udendørssæsonen.
Netop det faktum, at de unge under 25 også deltager i samlingen, ser Anne-Mette som styrkelse forud for EM. De to mesterskaber skal nemlig afvikles på samme tid i efteråret.
– Vi er superglade for, at EM for U25 kommer til at ligge sammen med EM for seniorerne den 8.-14. september i Hagen i Tyskland.
Både fordi, det kunne være svært at få tingene rent logistisk til at gå op, hvis det f.eks. lå midt i OL-perioden, men også fordi vi mener, det er ved EM for seniorer, at EM for U25 hører hjemme.