Skip to main content

Danmark lugter guld ved VM i ridesport

21 medaljesæt skal uddeles under ECCO FEI World Championships i Herning fra den 6. – 14. august. 50 nationer har anmeldt ryttere til VM i ridesport og blandt dem er flere Olympiske og Paralympiske medaljetagere. Danmark er guldfavorit i dressurkonkurrencerne, og her falder afgørelsen den 7. august.
| admin

Der er ingen tvivl om, at verdensmesterskaberne i Herning i springning, dressur, paradressur og voltigering bliver det absolutte sportslige højdepunkt for millioner af fans verden over. Omkring 200 millioner tv-seere forventes at tune ind på Herning og ECCO FEI World Championships til august.

”Billetsalget er gået rigtig godt, og vi oplever især en stor efterspørgsel efter billetter til dressurkonkurrencerne,” fortæller en af arrangørerne bag, Jens Trabjerg, CEO Sport.

Heldigvis er der fortsat billetter at få til samtlige discipliner alle dage, og der ventes omkring 200.000 tilskuere i Herning over de 10 dage, konkurrencerne strækker sig.

Danmark er favorit i dressur
Grunden til især dressur-billetternes popularitet er, at det danske team er så stærkt som aldrig tidligere set. Flere toneangivende medier verden over har udråbt Danmark til guldfavorit i holdkonkurrencen over de ellers så sejrsvante tyskere. Det danske holds styrke blev cementeret ved verdens største og mest præstigefyldte stævne CHIO Aachen i starten af juli, hvor det danske hold slog tyskerne på hjemmebane, og tog den første Nations Cup sejr nogensinde i Aachen.

Holdet blev anført af Cathrine Laudrup-Dufour, Fredensborg samt OL-deltagerne Carina Cassøe Krüth, Hobro og Nanna Skodborg Merrald, Vejle, de tre stærkt ridende kvinder blev suppleret af Daniel Bachmann Andersen, Horsens, der sidste år var med på det bronzevindende danske hold ved EM på hesten Marshall-Bell. Hesten var ikke hans egen, men ejet af Vivi og Christian Vang-Lauridsen samt Helgstrand Dressage. I maj måned blev den solgt ud af landet til østrigske Nicola Ahorner. Hun valgte, at lade Daniel fortsætte samarbejdet med hesten indtil efter VM i Herning. Det er også de fire ryttere, som kommer til at udgøre holdet for Danmark ved VM.

Hvornår er der medaljer?
Holdkonkurrencen i dressur afgøres søndag den 7. august inde på Stutteri Ask Stadium (FC Midtjyllands hjemmebane, der er omdannet til dressurarena).

Mandag afvikles den første af to individuelle konkurrencer, Grand Prix Special, hvor Cathrine Laudrup-Dufour, der lige nu er nr. 2 på det internationale rideforbund, FEI’s, verdensrangliste er guldfavorit. Den sidste dressurkonkurrence under VM er freestyle, som finder sted i kunstigt lys onsdag aften den 10. august for verdens 15 bedste dressurryttere. Også her er Cathrine Laudrup-Dufour storfavorit til en podieplads, og der er et stort håb om, at vi får endnu to ryttere med i den individuelle finale.

Cathrine Dufour og Atterupgaards Cassidy, DM 2020. Foto: Zibrasport Equest

Farvel til Atterupgaards Cassidy
Mandag aften den 8. august kommer publikum til at tage afsked med Cathrine Laudrup-Dufours 19-årige superstjerne Atterupgaards Cassidy. Den røde vallak har taget Cathrine ud på en fantastisk rejse, hvor en perlerække af sejre og 4 EM-medaljer har sat parret på det hippologiske verdenskort. De har fans over hele verden, og det bliver et tårevædet farvel til Cassidy, som nu pensioneres fra sporten.

”Cassidy har betydet alt, han er grundstenen i min ridekarriere, han har om noget lært mig hvad rideglæde er. Han er bare mit højdepunkt, hver evige eneste dag med hestene,” fortæller Cathrine Laudrup-Dufour som ser frem til at ride Cassidy for sidste gang foran et entusiastisk publikum, men samtidig er dybt berørt af, det bliver sidste gang de to rider ind i en international arena.

(NB! Afskeden med Cassidy kan ses på Clip My Horse (der streamer Grand Prix Special), og vi forventer, at det også kan ses på DR.)

20 nationer kæmper om medaljer
34 nationer har tilmeldt ryttere i verdensmesterskabet i dressur – 20 nationer deltager i holdkonkurrencen. Foruden Danmark deltager ryttere fra: Armenien, Australien, Østrig, Belgien, Brasilien, Canada, Columbia, Den Dominikanske Republik, Spanien, Estland, Finland, Frankrig, Storbritannien, Tyskland, Ungarn, Indien, Irland, Japan, Litauen, Marokko, Moldova, Palæstina, Luxemburg, Holland, Norge, New Zealand, Polen, Portugal, Sydafrika, Singapore, Schweiz, Sverige og USA.

Listen over dressurryttere ved ECCO FEI World Championships Herning findes her: https://inside.fei.org/system/files/0.Herning_2022_Dressage_Definite_Entries_0.pdf

Hvad kan du se på Zibrasport Equest under VM?
Vi streamer alle CSI- og CDI-klasser samt flere spændende sideevents. Du kan også se Riders Corner med spændende gæster, indslag, interviews og meget mere.
Du kan se hele vores program her

/Herning2022