Skip to main content

Dansk Ride Forbund: Seneste coronarestriktioner og anbefalinger

På baggrund af fredagens pressemøde har Kulturministeriet offentliggjort en række anbefalinger og restriktioner for kultur- og idrætslivet pr. 19. december. Her kan du læse, hvad der får betydning for ridesporten.
| admin

Dansk Ride Forbund skriver følgende:

Restriktioner:

Krav om mundbind eller visir indendørs
Der er indført krav om, at alle over 12 år bærer mundbind eller visir, når man opholder sig på en indendørs idrætsfacilitet (ridehaller, stalde, rytterstuer osv.). Dette gælder frem til den 17. januar. De endelige retningslinjer er ikke udarbejdet, men DIF og DGI antager, at udøvere, instruktører mv. bliver undtaget, som det tidligere har været tilfældet. Dette følger DRF naturligvis op på, så snart vi ved mere.

Ingen betalende tilskuere ved idrætsarrangementer
Frem til den 17. januar 2022 lukkes der ned for tilskuere ved en lang række arrangementer og begivenheder i kultur- og idrætslivet, herunder idrætsarrangementer med betalende tilskuere. Der er ikke angivet flere detaljer på nuværende tidspunkt, men det er DRF’s vurdering, at netop denne restriktion ikke er relevant for eventuelle stævner og arrangementer i ridesporten i den pågældende periode.

Anbefalinger:

Skru ned for indendørs idrætsaktiviteter
Udover de ovennævnte restriktioner opfordrer myndighederne til, at man ikke deltager i indendørs foreningsaktiviteter, herunder idrætsaktiviteter mv., i juleferien. Opfordringen gælder indtil 5. januar 2022, hvor grundskolerne genåbner. På nuværende tidspunkt ved vi ikke 100%, hvilke aktiviteter, der hører ind under her (undervisning, stævner, etc.), men vi håber på en afklaring via DIF i dag eller tirsdag.

Da der er tale om en anbefaling og ikke en restriktion, er det altså op til den enkelte at afgøre, om man ønsker at deltage i aktiviteter. Som klub kan man også vælge at aflyse sine indendørsaktiviteter frem til 5. januar, og i den forbindelse bliver der oprettet en hjælpepulje på 20 mio., som kan søges af de foreninger, der oplever tab i forbindelse med aflysning af aktiviteter. Eksempelvis i forbindelse med en aflysning af et julestævne. Dette melder vi nærmere ud omkring, når vi ved mere.

Vi har fuld forståelse for, at det er frustrerende og forvirrende igen at skulle forholde sig til restriktioner og anbefalinger, og som altid er I mere end velkomne til at kontakte os via mail eller telefon, hvis I har brug for sparring eller rådgivning. 

Læs mere på kum.dk