Dansk sejr åbnede World Cup-stævnet
De danske juniorryttere jagtede topplaceringerne i åbningsklassen på Vilhelmsborg. Det var dog den svenske rytter Laura Laustsen og Fairy Tale, som havde lagt sig i spidsen for konkurrencen med 70,049% Laura Lausten var en del af det svenske landshold ved EM i år.
Det så ud som om den tyske rytter Rose Oatley ville gå i front med Rock Revolution, hun var en del af det guldvindende tyske hold ved EM i år på sin anden hest Veneno, og som ponyrytter vandt hun dobbelt EM-guld i 2021. Desværre for Rose red hun forket i programmet, og hun sluttede med en score på 69,794%
Annabelle Rehn i front
Sidste rytter i klassen var danske Annabelle Rehn og Romanov-sønnen Nikitaro (opdr. Connie Tworek). De viste et meget smukt travprogram, som udløste flere 8-taller. Det blev mere spændende i galopprogrammet, hvor der indløb nogle småfejl, så der var stor interesse for det endelige resultat. Det blev til sejr med 70,833% til Annabelle, som vandt sølv ved DM i år. Hun var med på det danske hold, som kom ind på 4. pladsen ved EM i år, dog med hesten Vestervangs Garson.
Annabelle Rehn kom også ind på 4. pladsen med Vestervangs Garson med 69,559% og Thilde Rude Hare/Zidan-DN kom ind på 5. pladsen med 68,775%
Juniorrytterne skal i konkurrence igen fredag formiddag i kür.