Dansk Varmblod: To heste får tildelt guldmedalje
Sædvanligvis uddeles opdrættermedaljer i forbindelse med Eliteskuet, hvor de unge hopper hædres på baggrund af deres eksteriør og resultater ved brugsafprøvningen. Forbundet har dog også mulighed for at tildele en opdrættermedalje til en særlig talentfuld konkurrencehest (hingst, vallak eller hoppe), der har Dansk Varmblods hestepas. Ejerne skal ansøge Dansk Varmblod om deres hest har medaljepotentiale, og hvert år i oktober, tager avlsledelsen stilling til, hvorvidt der kan uddeles medalje eller ej,
Beslutningen ligger hos avlsledelsen
Avlsledelsen træffer suveræn beslutning om eventuel medaljetildeling på baggrund af fremsendt dokumentation for hestens opnåede rideresultater, hvori der skal indgå placeringer på svært niveau. Hestens opdrætter er ansvarlig for fremskaffelse af dokumentation for de opnåede resultater, som formidles til Dansk Varmblod. Hesten skal ikke fremstilles, og opdrætteren bliver hædret under Dansk Varmblods repræsentantskabsmøde.
22 medaljer uddelt
Helt ekstraordinært mange avlere har ansøgt om konkurrencemedaljer i år, og der er uddelt medaljer til 9 springheste, 12 dressurheste og en militaryhest. Der er uddelt to guldmedaljer, fem sølvmedaljer og 15 bronzemedaljer.
Guld til Gørklintgaards Dublét og Bøgegårdens Apollonia
De to guldmedaljer er tildelt hhv. en dressur- og en springhest. Dressurhesten og OL-deltager Gørklintgaards Dublét e. Diamond Hit/Ferro (opdr. Jørgen Ravn) har fået den ene guldmedalje. Den anden er tildelt Bøgegårdens Apollonia e. Bøgegårdens Apollo/Bøgegårdens Capello (opdr. Bøgegården).
Den totale liste over medaljemodtagere kan ses HER