Skip to main content

Darc de Lux er blevet foreviget i bronze

Andreas Schou’s OL-hest Darc de Lux er nu blevet foreviget i bronze og pryder gårdspladsen hjemme hos Absolute Horses i Tågerup.
| admin

”Vi har flere gange set på Dansk Varmblods statue på Vilhelmsborg, og syntes, den er så flot,” indleder Andreas Schou. Familien på Tågerup har længe overvejet, om ikke de skulle have en hestestatue til at pynte i gården. Og i stedet for at vælge en tilfældig hest, besluttede de sig for at forevige OL-hesten Darc de Lux i bronze.

Læs også: Fynsk avlerpar krydser fingre for Darc de Lux

”Darc tog os til OL, og vi har haft ham i mange år. Det er en stor ting, og et minde for livet, så hvorfor ikke tage den hest, der gjorde den drøm mulig?” Siger Andreas om beslutningen.

De har valgt samme skulptør, Birgitte Boss fra Holland, som har skabt Dansk Varmblods statue på Vilhelmsborg, der er en hoppe med et liggende føl.

Ingen cm er ukendt

Skulptøren har været på besøg hos Absolute Horses for at måle og observere Darc de Lux. ”Han er blevet målt på hver cm af kroppen, der er ikke en cm af ham, som ikke er målt,” fortæller Andreas. Efter tegningerne blev færdiggjort er der først skabt en fuld størrelse skulptur i ler, som familien var i Holland for at se og godkende. Herefter blev der lavet en støbeform, at så blev statuen skabt i bronze. Der er gået mindst et halvt år fra de første målinger til statuen blev kørt fra Holland til Danmark.

Andreas Schou og familien på Tågerup glæder sig hver dag over den smukke statue. ”Han er en speciel herre hjemme hos os, så det var oplagt,” slutter Andreas Schou om valget af Darc de Lux til model.