En hest er som et spejl af dig selv. Sådan siger den skotske veteran Harry Marshall, som har været i et forløb, hvor heste hjælper tidligere soldater med PTSD. FEI har lavet et meget fint portræt af Harry, hvor han fortæller om sin fortid, og om hvordan heste atter har givet hans liv indhold.
Det er fascinerende. Hvordan skete det? Jeg kan ikke engang få et menneske på gaden til at forstå mig, men denne hest følger efter mig, som om jeg har kontrol – og jeg begyndte bare at græde.
Harry Marshall
Harry Marshall var udsendt soldat i Bosnien, og efter nogle meget traumatiske hændelser kom han hjem og blev diagnosticerede med PTSD. Harry prøvede at begrave sig i arbejde, men voldsomme flashbacks og lammende angst gjorde det umuligt for ham at få hverdag og menneskelige relationer til at fungere – og til sidst flygtede han ud i skoven, hvor han boede i et halvt år, stort set uden kontakt til mennesker. Han mistede evnen til at tale og overvejede flere gange at tage sit liv.
På et tidspunkt formåede Harry dog at række ud efter hjælp, og selv om han ikke havde haft med heste at gøre før, blev han en del af et program, hvor heste skal hjælpe veteraner med PTSD. Det ændrede Harrys liv.
Hesten går ind til midten af arenaen, min hest hedder i øvrigt Blue, og han lægger sit hoved på min venstre skulder, hans hoved hænger bare foran mit bryst, og jeg kan kun beskrive det som overvældende… Det var en følelsesmæssig forbindelse, som du ikke kan opleve med noget andet levende væsen
Harry Marshall
I dag arbejder Harry med hestene hver eneste dag, og han kan ikke forestille sig en fremtid uden hans firbenede venner. Se indslaget fra FEI nedenfor.
