Den natsorte tophingst Iron til Cathrine Laudrup-Dufour
Iron har påkaldt sig stor opmærksomhed i sit unge liv, Ibiza-sønnen blev fløjhingst i Dansk Varmblod ved kåringen og han har skabt opmærksomhed omkring sig, når han har været startet i championater eller vist ved hingstefremvisninger hos Helgstrand Dressage. Nu skifter han adresse, da han er kommet i stald hos den danske verdensmester for hold Cathrine Laudrup-Dufour. Hingsten er købt af familien Pidgley.
Familien Pidgley har allerede flere heste fra Helgstrand Dressage i deres stalde; Sultan des Paluds e. Soliman/De Niro, Espe e. Escolar/Dimaggio og ikke mindst Vamos Amigos e. Vivaldi/Hotline, der var en del af det danske guldvindende hold ved VM i Herning under Helgstrand holdrytter, Cathrine Laudrup- Dufour. Annabella, datter af Sarah Pidgley, har startet sit nye partnerskab med Vamos Amigos, mens langtidstræner Cathrine nu ser frem til den videre træning af Iron, som flytter til hendes stalde.
Læs også: Mette om Iron: “Han er som en Ferrari”
“Sammen med Annabella prøvede jeg Iron, og fra første tur var vi begge forelskede i ham. Denne fantastiske hingst rummer uendelig kraft, balance og ridelighed, og jeg føler mig ekstremt heldig, at jeg skal stå for den videre træning af Iron og håber, at vi sammen skal ud på en lang rejse og en dag træder ind i den store arena. Han er en af de bedste ungheste, jeg har redet,” fastslår Cathrine Laudrup-Dufour.
I sommer vandt den 5-årige Iron en kvalifikation i PAVO og DRF’s Championatskvalifikation med hele 94,6 og dermed topkarakterer over hele linjen, hvilket er et vidnesbyrd om hans imponerende bevægelser, fantastiske ridelighed og lovende fremtid. Senere i år viste han sit enorme potentiale ved den prestigefyldte UVM-udtagelse, men han gik desværre ikke på trods af sine overlegne kvaliteter.
Han er en af de bedste ungheste, jeg har redet
Cathrine Laudrup-Dufour
“Det var selvfølgelig en stor skuffelse, at Iron ikke blev udtaget til WCYH. Men at en af verdens bedste ryttere sammen med sin elev valgte denne unghest siger det hele. Iron har et exceptionelt potentiale og venter bare på at blive frigivet,” udtaler Andreas Helgstrand.
Se flere videoindslag med Iron på Zibrasport Equest
Det er nu Cathrine, som skal til at bygge videre på det store fundament, som Mette Sejbjerg har skabt.
“Han er en unik hest, der bare har brug for tid til at udvikle sig og blive endnu stærkere. Jeg glæder mig til at se, hvad Cathrine og Annabella kan opnå sammen, for denne hest har ingen svagheder, det er helt sikkert,” fastslår Andreas Helgstrand.
Iron vil være tilgængeligt med frossen sæd fra Helgstrand Dressage.
Kilde: pressemeddelelse