Der var ikke mere benzin på!
”Han var meget træt, der var ikke mere at komme efter,” indleder Daniel Bachmann Andersen, 30 år, der i dag red Carso’ni e. Carson Ask opdr. Svend Aage Juhl i hestens første Special. ”Med trætheden kommer det lidt fejl,” fortsatte Daniel. De fik i dag 70,106%
Som speakeren bemærkede, levede hesten i dag af Daniels store rutine. Det var et teknisk godt program, hvor hesten profiterer af sin dygtige rytter, blev det sagt.
Daniel fik redet et program, hvor der var flere points at hente. Den eneste deciderede fejl, var fejl i de ni ettere på midterlinjen, og så gik Carso’ni lidt i stå i den anden piaffe. I det hele taget manglede der noget kraft og gålyst hos hesten programmet igennem. Daniel forklarer: ” Han er ikke vandt til at rejse til stævne. Man skal ikke undervurdere, hvor meget kraft, det tager af hesten. Det er en proces, som den skal lære, så det er som det er. Der var ikke mere benzin på tanken i dag. Han skal hjem og holde en pause, så skal han have noget konditionstræning. Og have noget mere rutine ved stævner.
Det er rejsen, opstaldningen i stævnestalden som tærer på hestenes kræfter mere end det er opvarmningen og selve konkurrencen. ”Det er en mega dejlig hest, med stort talent, ”fortæller Daniel. Han blev slået af den tyske landsholdsrytter Helen Langehanenberg på den danske varmblodshoppe Straight Horse Ascenzione e. Blue Hors Zack opdr. Straighht Horse ApS. – de scorede hele 76,610%
Glæder mig til DM
Nu rejser Daniel hjem efter han har redet Nürnberger Burg Pokal i morgen middag. I dag blev han placeret på andenpladsen med Caracciola MT e. Chin Champ. Han scorede 74,195% på skimlen.
I Grand Prix klassen kom en tidligere Nürnberger Burg Pokal-vinder til start, den danskopdrættede L’Arbuske, registreret i Oldenburg e. Skovens Rafael/Zardin Forfod opdr. Morten Plenborg. Senta Kirchhoff (GER) scorede deres personlig bedste med 73,745%
”Jeg skal hjem og holde i gang i Marshall- Bell og Fanalino, fortæller Daniel, han har de talentfulde, urutinerede heste til start i mesterskabet ved Equitour den kommende weekend. ”De er uerfarne og grønne, men det er mega kvalitetsheste begge to. Jeg har besluttet at ride DM, for der er gode forhold ved Equitour, der er ikke langt at køre, så jeg tager med for at træne. Det bliver fint, det glæder jeg mig meget til.”
Tysk i toppen – igen.
I går var det den stærke, tyske A-kæde, der sejrede i Grand Prix anført af Jessica von Bredow-Werndl og TSF Dalera BB der i dag scorede 84,702%, og det kunne hendes landsholdskolleger ikke matche. Dorothee Schneider kom i går til start på Showtime FRH for første gang siden EM-finalen i Rotterdam i 2019. Hun brillierede med et stærkt travarbejde, med flot passage. De sluttede med 81,702%, men altså lige netop ikke nok til at fravriste sejren fra sin kollega.