Ellen nyder sit job som groom
Striglen glider fast og regelmæssig ned over halsen og skulderen på den smukke brune hest, der tydeligvis nyder at blive striglet. Ellen Glinvad Nielsen har blikket rettet mod hesten, og hun følger nøje med i dens reaktioner. Ellen er groom, og hestenes helbred ve og vel er hendes ansvar. Hun er første skanse og mege vigtig i forhold til skadesforebyggelse og hestenes helbred generelt.
På vej mod OL?
Zibrasport Equest møder Ellen på en dag, som enhver anden i hendes hverdag på Blue Hors. I 2019 kunne hun fejre 10 år på Blue Hors. Hun har ansvaret for de heste, der står på Nanna Skodborg Merralds liste. Hun har været til VM med Sune Hansen og til UVM med Allan Grøn, og måske er hun på vej til Ol i Tokyo sammen med Nanna og Blue Hors Zack.
Det er hårdt arbejde, men spændende
Det er et spændende job, men det kan også være krævende, og man skal være parat til at sætte hestene og jobbet foran familie og venner. Når der er stævne, skal Ellen være klar – og det er hun.
– Det er hårdt arbejde, erkender hun, men hun nyder det. Og hun kan ikke rigtig forestille sig at lave noget andet. På sigt, når hun ikke længere syntes, det er så sjovt at sætte alt til side for at rejse verden rundt med hestene, håber hun på at kunne få et andet job – på Blue Hors, hvor hun rigtig har fundet sig hjemme.
Nanna og Ellen er et team
Nanna Skodborg Merrald har kun ros tilovers for samarbejdet med Ellen om hestene. Det giver Nanna ro og mulighed for at fokusere på sine ridt, for hun ved, at hestene er i de bedste hænder hos Ellen. Det viste de sammen ved CDI-stævnet i Hagen i slutningen af april, hvor Nanna var til start med Blue Hors Zack, Atterupgaards Orthilia og Blue Hors Farrell og tre gange fik Dannebrog til tops.