EM-bronze til Sophia og Adriano B
I torsdags vandt det danske ponylandshold EM-sølv i dressur i Strezgom, Polen, og fredag og lørdag blev der så kæmpet om indviduelle medaljer og adgang til søndagens kür.
Bedste danske resultat på endnu en gang leveret af Sophia Bøje Obel Jørgensen og hendes skønne pony Adriano B, parret opnåede nemlig flotte 79,676%, hvilket betød en tredjeplads i det hårde felt – og bronze.
Det er værd at bide mærke i, at den ene dommer havde Sophia og Adriano B på hele 82,297% og som vinder af klassen med 63 ponyer.
3 danske ekvipager videre til kür
De danske dressurryttere har redet meget overbevisende ved dette EM – og alle fire piger er fantastiske repræsentanter for ponysporten både i Danmark og i udlandet. Således sluttede Cornelia Munch Sinding og Terbofens Charico på en imponerende 5. plads med 74,405% i den individuelle konkurrence, mens Selma Ludvigsen og Egelykkes Perfetto kom ind på 15. pladsen med 72,324%.
Alle tre ekvipager er videre til küren, der rides søndag fra kl. 9.00
Læs også: EM-sølv til de danske dressurponyer
Stærke tyskere
Sidste danske rytter på holdet, Karla Marillo Skov med Steendieks Diamond de Dali, er desværre ikke videre til küren, men parret haft et fantastisk flot stævne. De sluttede som nr. 23 med 70,973% i den individuelle konkurrence.
Det var (selvfølgelig) de altid stærke tyskere, der løb med guldet og sølvet. Således vandt Rose Oatley og Daddy Moon med 82,270% tæt forfulgt af holdkammeraten Antonia Roth på Daily Pleasure WE med 81,027%.