Skip to main content

FEI blokerer flere heste: Delatio har det godt

Alle dressurheste der deltog i CDI5* i Doha, Qatar i februar er blevet blokeret i FEIs database. Det gælder dermed også Delatio, som Dennis Fisker rider.
| admin

Herpesvirus EHV-1 vil ikke slippe sit greb, og det har nu fået FEI til at indføre flere restriktioner for at forhindre, at sygdommen spreder sig yderligere.

– Efter det er blevet bekræftet, at to heste er testet positive efter at have deltaget i springstævnet i Doha, en i Belgien og en i Frankrig, har FEI besluttet at blokere alle 19 dressurheste og 17 paradressurheste, der deltog i stævnet i Al Shaqab i slutningen af februar. Hestene fløj ikke sammen hjem med springhestene, men vi forlanger alligevel en negativ PCR-test, før vi fjerner blokeringer i vores database, skriver FEI.

Blokeret i FEIs database betyder, at hestene ikke kan komme tilbage på konkurrencebanerne, indtil de er testet og karantænen er udløbet. 

FEI har desuden opjusteret det samlede dødstal.

– Vi er blevet informeret om fem nye dødsfald. To i Belgien samt tre i Tyskland, hvor det også er blevet bekræftet, at fem ifolede hopper har aborteret. Ialt er dødstallet nu oppe på 17.

Hvad med Delatio?

Danske Dennis Fisker deltog i stævnet i Al Shaqab på Delatio, hvilket selvfølgelig betyder, at den 17-årige vallak nu er blokeret.

Dennis Fisker fortæller, at han på intet tidspunkt har haft uro i maven, fordi situationen er blevet taget alvorlig – både fra DRF og FEIs side.

– Det har været et super forløb. Da jeg landede i lufthavnen, blev jeg ringet op af Kimi Nielsen (Elitechef DRF red.), og hun informerede mig om, at alle heste skulle i karantæne. Så det var godt håndteret.

Delatio er i karantæne, og det har været fint. I mellemtiden er det sket det at FEI har blokeret os. Så vi kan ikke melde os til stævner, før vi sender en prøve ind, og den er negativ.
Når den er ok, så kan man starte igen. Men det er super fint håndteret, og det er godt, at de reagerer så hurtigt, så vi ikke får en sæson, hvor herpes styrer det hele.

Jeg har kun ros til FEI og DRF, fordi det er blevet taget så seriøst fra starten af, fortæller Dennis.

Han fastslår desuden, at Delatio virker til at være i fin form.

– Jeg har ikke været bekymret, fordi det har været så skilt ad i Doha. Spring og dressur har været adskilt. Delatio fløj også kun med dressurhestene, da han skulle hjem. Men vi har selvfølgelig taget temperatur hver dag, som vi skal.

Se interview med Dennis Fisker i Riders Corner