Helgstrand lancerer ny træningsserie
“Træningstips fra Helgstrand” er titlen på en ny serie på Facebook, som Andreas Helgstrand netop har lanceret.
I første afsnit er det Michael Grønne Christensen og Camilla Lærke Stubberup, der deler ud af deres viden.
Masser af erfaring
Michael har haft base hos Helgstrand siden maj.
Michael Grønne Christensen, der er fra Sønderborg, blev udlært som berider i 2009, hvor han havde sine 3 første år af sin læretid ved Lars Ringkær på Sønderborg Rideklub og derefter ved Per Skærbæk på Mors. Efter endt uddannelse vendte Michael tilbage til Sønderborg Rideklub som daglig leder.
Helgstrand Dressage
Camilla er beriderelev, og hun vandt i 2019 det uofficielle DM for beriderelever, så det er altså to kompetente personer, der giver viden videre i første afsnit.
– Vi har så mange dygtige personer ansat på Helgstrand – ja, man kan jo sige, at det er et sandt videncenter. Og noget af den viden har vi sat os for at dele ud til jer! Vi starter her i videoen med Michael Grønne Christensen og Camilla Lærke Stubberup helt fra begyndelsen med tips til, hvad der er vigtigt at have for øje med den helt unge hest. Michael og Camilla fortæller/viser, hvordan man skal gøre og hvad man skal gøre, såfremt hesten ikke helt er med på opgaven første gang, lyder det bl.a. i opslaget, hvor den nye serie bliver introduceret.