Skip to main content

Stærkt felt åbner FEI World Cup™ på Vilhelmsborg

Danmark og Det Nationale Hestesportcenter Vilhelmsborg er vært for den første afdeling af den præstigefyldte FEI World Cup™-turnering i dressur, og det bliver et stærkt felt af internationale topryttere, som skal kæmpe om de første, vigtige World Cup-points i sæsonen.
| admin

(Topfoto: Cathrine Dufour og Bohemian. Foto: Ridehesten.com)
På grund af Covid-19 er den danske afdeling af FEI World Cup™-kvalifikationen i dressur flyttet fra Jyske Bank Boxen i MCH Messecenter Herning til Det Nationale Hestesportscenter, Vilhelmsborg ved Århus. Dette betyder, at det er muligt at afvikle World Cup-kvalifikationen med få tilskuere og med livestreaming via ZibraSport til de mange, som ikke kan få plads i hallen.
Det er i år 14. gang, Danmark er vært for den første kvalifikation i den populære, verdensomspændende serie, FEI World Cup i dressur. Arrangørerne har ændret på programmet, så der bliver international springning (CSI2*) fra tirsdag aften den 13. oktober til fredag den 16. oktober om eftermiddagen, hvor konkurrencerne afsluttes af Stutteri Ask Grand Prix. 

En weekend med dressur i fokus
I weekenden den 17.-18. oktober er det dressursporten, som kommer i fuldt fokus. FEI World Cup™ Grand Prix præsenteret af Blue Hors afvikles fra kl. 17.30 til 21.20, og det bliver et meget spændende felt af internationale topryttere, som tørner sammen i den store opvisningshal. Feltet anføres af dressurportens ukronede dronning, tyske Isabell Werth, der i denne sæson har mulighed for at sikre sig sin fjerde World Cup-finalesejr i træk. Isabell Werth kommer til start med Emilio e. Ehrenpreis, og hun får følgeskab af to landsholdskollegaer, Jessica von Bredow-Werndl med Zaire-E e. Son De Niro og Helen Langehanenberg/Damsey e. Dressage Royal samt Jessica Süss/Duisenberg e. Desperados, og de fire erfarne tyske ryttere kommer med garanti til at kaste glans over World Cup-kvalifikationen på Vilhelmsborg. 
Svensk dressursport bliver stærkt repræsenteret af Patrik Kittel/Delaunay e. Dr. Doolittle, Therese Nielshagen/Dante Weltino e. Danone og Antonia Ramel/Brother de Jeu e. Voice. Alle tre ryttere var med på det svenske landshold, der vandt bronze ved EM i Rotterdam sidste år. 

Se det hele LIVE på Zibrasport Equest

Danmark anført af Dufour
Danmark stiller i stærk opstilling med interessante nye kombinationer. Den danske gruppe anføres af Cathrine Dufour og Bohemian e. Bordeaux, der vandt World Cup-kvalifikationen i Herning sidste år. Landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein har desuden udpeget følgende ryttere til deltagelse i FEI World Cup™:
Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera e. Fürstenball vandt sølv ved det danske mesterskab i år efter Cathrine Dufour. Carina debuterede den nu 9-årige hoppe i Grand Prix sidste efterår, og de er et stærkt kort til en podieplads.
Lone Bang Larsen og Bakkely’s Onandt e. Onassis har netop vist stor styrke ved CDI-stævnet i Hagen i slutningen af september, hvor det blev til sejr i Grand Prix Kür. Helene Melsen og Aston Martin e. Monteverdi har flere gange været med på det danske nations cup-hold. Charlotte Heering har flere internationale placeringer med Bufanco e. Negro. Efter en skadespause (øjenoperation) kom de meget stærkt tilbage i toppen af den danske elite, da de sluttede på 4. pladsen ved DM hos Equitour Denmark i starten af september.
Andreas Helgstrand er ny i den danske A-trup. Siden EM i Herning i 2013 har han ikke været landsholdsaktuel, men har fokuseret på at opbygge virksomheden Helgstrand Dressage. I den mellemliggende periode har han haft stor succes ved UVM i dressur, og det er da også en tredobbelt UVM-vinder, han kommer til start med på Vilhelmsborg. Fiontini e. Fassbinder vandt UVM som 5-, 6- og 7-års under OL-rytter Severo Jurado Lopez, men i foråret overtog Andreas Helgstrand hoppen. Han har kun haft få Grand Prix-starter på den talentfulde 10-årige hoppe, men deres samarbejde udløste en bronzemedalje ved det danske mesterskab i starten af september. 

Carina Cassøe Krüth og Heilines Danciera. Foto: Zibrasport Equest

Første skridt mod finalen
Det er af stor betydning for sporten, at det lykkes for arrangørerne herhjemme at sammensætte et program, som tager højde for de gældende corona-regler, og får kickstartet serien, der afsluttes med en finale i Göteborg til marts/april næste år. 
– Vi vurderer, at med de ændringer, vi har gennemført, kan vi afvikle stævnet efter alle gældende regler og sundhedsmæssige krav fra myndighederne, forklarer Jens Trabjerg, som sammen med Casper Cassøe er ansvarlig for den praktiske afvikling af den danske World Cup.
Der opsættes håndsprit flere steder i hallen, ligesom der opfordres til at følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger om bl.a. at holde afstand. Derudover bliver det også obligatorisk for alle gæster at bære mundbind i den store opvisningshal. På nær når man sidder på sin plads på tilskuerrækkerne eller sidder og spiser i cafeteriaet.
Der er god plads på tilskuerrækkerne til de akkrediterede. Og de få billetter, der er sat til salg til publikum, er udsolgt til weekendens konkurrencer. Der er ikke adgang for publikum til stævnet, medmindre man kan fremvise gyldig billet/akkreditering. Se mere på www.worldcupherning.dk, hvor man også kan se tidsplanen for stævnet.

Andreas Helgstrand og Fiontini. Foto: Zibrasport Equest

Finale i Nord-Vest Box Cup
Finalen i den populære stilspringningsserie for børn, Nord-Vest Box Cup, afvikles mandag eftermiddag og tirsdag formiddag den 12.-13. oktober.
Nord-Vest Box Cup er en turnering for ponyspringryttere på kat. III, kat II og kat. I ponyer. Turneringen er åben for ponyryttere, der har max. rytterkategori 4 ved turneringens start, samt er kvalificeret til at ride LA og MB ved C-stævner. Der føres løbende en rangliste for turneringen, og ekvipagerne opnår point ved udvalgte C-stævner.
Se resultatet af kvalifikationsturneringen 2020 HER 

Gå til info om Livestreaming

FEI World Cup™ 
World Cup Herning er et samarbejde mellem Dansk Varmblod, Dansk Ride Forbund og Equitour Denmark, hvor Jyske Bank Boxen siden 2017 har dannet rammen om et internationalt dressur- og springstævne i uge 42. Formålet med selskabet er at sikre afvikling af World Cup dressur på dansk jord og samtidig arbejde på udviklingen af internationale stævner i Danmark i både dressur og springning. 
Det er i år 14. gang i træk, Danmark er vært for en afdeling af den prestigefyldte FEI World Cup™-turnering i dressur. 
Siden 2017 har den danske World Cup-afdeling været afviklet i Jyske Bank Boxen i MCH Messecenter Herning, og inden da dannede Odense Congress Center rammen om stævnet i 10 år.

Pressemeddelelse: World Cup Herning