Skip to main content

Husker du? Pony tog med metroen i København

Metroen i København har netop rundet 1 MILLIARD rejser – siden åbningen i 2002. Deriblandt 700.000 hunde og 1 hest. Historien om hesten får du i artiklen her.
| admin

I disse dage fejrer metroen i København, at en milliard rejser er blevet gennemført.

“Københavns helt egen metro runder en stor milepæl! Siden åbningen i 2002 har passagererne foretaget intet mindre end 1 milliard rejser med Metroen. Det er et svimlende tal, og vi er så taknemmelige over, at hovedstaden har taget Metroen sådan til sig,” skriver de på de sociale medier.

Og dyr har også taget en tur under jorden i løbet af de seneste 20 år – Intet mindre end 700.000 hunde og en enkelt hest har kørt med metroen.

Men hvordan ender en hest i metroen? Vi skal helt tilbage til 2003, hvor Berlingske bragte historien om den lidt spøjse passager.

Shetlandsponyen blev træt

Under overskriften “Udmattet pony tog metroen” kunne læserne nyde daværende projektleder i Ørestadsselskabet Dorthe Fensbos fortælling om den dag, hun så en pony stige på metroen på enten Sundby eller Bella Center Station.

Ind i metrotoget kom altså en shetlandspony, der var i selskab med en ung pige. Dørene lukkede, og toget begyndte at køre.

Pigen og ponyen blev stående i dørområdet, hvor der findes klapstole. Ingen af dem satte sig dog ned, selv om især ponyen så ud som om, den godt kunne trænge til et hvil. Hestekræfter havde den i hvert fald ikke flere af.

Berlingske – 2003

Ponyen og pigen stod af ved Universitetet Station – efter der havde været et lille uheld med dens efterladenskaber på gulvet i den ene vogn.

“Det hele gik så hurtigt, at man bagefter sad og tænkte: Var det virkelighed, det her.

Jeg forestiller mig, at hesten var blevet træt af at gå, og så lå det lige for at tage metroen. Der er jo ingen trin ind i toget, så det er let at tage metroen i forhold til at få ponyen op i en HT-bus,” sagde Dorthe Fensbo.

Læs hele artiklen her