”Vi mangler både ryttere til at kunne tilride og uddanne heste. Men vi mangler så sandelig også nye elever på landets rideskoler. Vi er også begyndt at mangle ponyryttere til vores ponystævner.” Springrytter Georgia Timmermann italesætter problemet med de faldende ryttertal i sin populære blog på Riders NOTEBOOK, og hun bakkes op af flere kolleger i branchen.
Georgia Timmermann er professionel springrytter, og hun arbejder med at tilride og uddanne heste, samt undervise børn og unge på sit eget ridecenter på Fyn. Hun er stærkt bekymret over den manglende ”fødekæde” fra rideskolerne over ryttere med egen hest/pony og til stævnestarter, som hun oplever.
”Får vi ikke fyldt fødekæden op nedefra på rideskolerne, så er der ikke nogen til at overtage de ponyer og heste, som mine kollegaer og jeg uddanner til nye ryttere, og ej heller nok ryttere til at overtage vores hestejob i fremtiden. Hvorfor? Hvad er der sket, siden at der ikke kommer nok nye ryttere til hestesporten?” skriver Georgia på sin blog på Riders NOTEBOOK. Hun har også et bud på problemet. Nemlig lukkede rideskoler, hesteloven og mere af den lovgivning, som har ramt hestesektoren de senere år.
Ikke markant færre rideskoler
Dansk Ride Forbunds konsulent Maibritt Viffeldt bekræfter, at antallet af klubber registreret i forbundet er blevet mindre siden finanskrisen i 2008, hvor antallet toppede omkring 475 klubber. I dag er der 417 klubber under forbundet, men fornemmelsen hos forbundet er, at nogle mindre klubber er er gået sammen og dannet en større klub.
”Vi ser ikke faldet i antallet af klubber som nogen ildevarslende udvikling,” indleder Dansk Ride Forbunds direktør Morten Schram Rodtwitt. Han fortæller, at der i år er omkring 10 klubber, som søger optagelse i forbundet, og blot 4 som har meldt sig ud.
”Der er en tendens til, at man bryder ud fra en klub, og danner en mindre klub. De klubber lever på udbryder-energi i starten, men når det bliver virkelighed, og der skal fokus på den daglige drift, skal der en vis organisationsstørrelse til for at få det rette afkast og udbytte for medlemmerne. Så er klubberne for små til at magte dette, så lukker de igen efter nogle år,” er erfaringen for forbundet.
”Vi har ikke en tommelfingerregel omkring størrelsen på klubberne, men ser et problem, hvis de bliver for små og ikke organisatorisk kan løfte opgaven,” supplerer Morten Schram Rodtwitt.
Frivilligheden under pres?
Det er Georgia Timmermanns oplevelse og indtryk, at det er svært at finde frivillige kræfter til at hjælpe på rideskolerne, at passe hestene, undervise og holde gang i aktiviteterne, hvilket gør det sværere at holde en rideklub kørende. Den holdning bakkes i nogen grad op af de daglige ledere i rideklubber, som vi har talt med, men de understreger også, at det er meget individuelt fra den ene klub til den anden. Deres indtryk er, at frivilligheden har stærk rod i den fællesskabsfølelse og det miljø, som man formår at skabe i klubben. Og her er en stærk daglig leder og en kyndig bestyrelse afgørende for at gå forrest i at få skabt et sådant miljø.
”Er vi dygtige nok til at beskrive, hvad vi forventer af de frivillige?” Det stiller rideforbundets direktør spørgsmålstegn ved. ”Der kommer ikke nogen og hjælper, hvis ikke opgaven er defineret. Vi skal vide, hvad vi går ind til, så klubberne bør blive bedre til at italesætte, hvad de har behov for hjælp til, og samtidig lave en kort beskrivelse af opgaven,” opfordrer Morten.
En holdningsændring er afgørende
Georgia Timmermann har selv oplevet en markant ændring af frivilligheden gennem årene. ”Der var fuldt hus på rideskolens handikapafdeling, hvor jeg fik lov at trække med og havde lyst til at trække med. Jeg kom glædeligt til arbejdsdag og malede. Jeg tænkt aldrig på at skulle bede om penge for det. Nu er det svært blot at få folk til at feje og rydde op efter deres egen ridetime,” skriver Georgia Timmermann i sin blog.
Flere af de daglige ledere, som vi har talt med, har også oplevet denne holdningsændring i ridesporten. De oplever, at folk er blevet mere selvcentrerede og har svært ved at se, at de behøver at bruge deres fritid på at løse opgaver på rideskolen. Udbredelsen af sociale medier har også haft en indvirken på motivationen for at give en frivillig hånd i klubben. Det er blevet for let for klubbens medlemmer at sidde foran pc’en og sende en sviner afsted til de frivillige bestyrelsesmedlemmer eller underviserne via Facebook eller andre sociale medier. Og det er absolut ikke befordrende i kampen om at finde frivillige kræfter til at bemande bestyrelses- og udvalgsposter, er erfaringerne fra flere af de daglige ledere, vi har talt med.
Mangler rideskolens opdragende effekt
Tidligere blev der talt meget om ”flugten fra rideskolerne”. Velhavende forældre kunne købe gård med ridehal på landet, og børnene og de unge blev derfor flyttet fra rideskolerne. Umiddelbart løste det naturligvis problemet med træningstider i ridehallen, men samtidig gik de velfungerende rideskolers opdragende effekt og den sociale fælleskabsfølelse tabt i denne flytning.
”Det, at dele træningen med andre, staldlivet med andre jævnaldrende og en træner at se op til, skaber viden om heste. I dag er de fleste bymennesker, og hesteholdere har ikke nødvendigvis en baggrund i landbruget. Derfor er der et stort behov for rådgivning om alle aspekterne i det moderne hestehold. Den rådgivning forsvinder, når der kun er din mor eller far at spørge på dit opstaldningssted,” argumenterer Georgia.
Ventelister
Selvom der er sket et betydeligt ungdomsfald i medlemstallene, oplever mange klubber langt fra, at der mangler nye elever til rideskolerne. Problematikken med ventelister er velkendt, og det skyldes flere forskellige udfordringer. Bl.a. har mange rideklubber problemer med at finde egnede elevheste og -ponyer, og til priser, som klubberne kan betale (udfordringerne med manglen på heste er berørt i artiklen Hvor er hestene blevet af? i dette tema).
Et idékatalog til undervisningen
Berider Allan Blomgreen oplever, at der er tilgang til sporten, og at mange ryttere starter meget tidligt, allerede i 3-4-årsalderen. Ifølge ham er det derfor særligt vigtigt, at klubben er godt klædt på til at fastholde dem i en dynamisk verden, hvor vi vælter os i tilbud og indtryk. For at kunne fastholde børn og unge på rideskolen gennem mange år, er det vigtigt, at underviserne får nogle værktøjer til at gøre undervisningen spændende og til en leg. Den tid er forbi, hvor undervisningen af ryttere foregår efter kæft-trit-og-retning-metoden. I dag er det dialog og opmuntring, som leder rytterne på rette vej i træningen. Og her kan mange undervisere i elevskolen med fordel søge inspiration og ideer hos forbundet for at gøre undervisningen så interessant, at rytterne bliver fastholdt i sporten, får egen hest, og kommer til at ride stævner på sigt.
”Det idékatalog findes allerede,” understreger Morten Schram Rodtwitt og henviser til de nye Ryttermærker og Aldersrelateret træningskoncept, hvor der er masser af inspiration at hente, understreger han.
Vi kommer gerne og hjælper
”Det er nemt at tage de nye ryttermærker i brug, men vi sender også gerne en konsulent til klubben, så vi kan understøtte implementeringen. Det er hårdt at drive rideskole, men i det ligger der også et ansvar og en opgave for de implicerede til at være opsøgende og undersøgende. Finde ud af hvilke tilbud der er fra rideforbundet, kommunen eller andre. Der er ikke noget som kører alene på automatpilot, heller ikke en rideskole,” fastslår han.
”Udviklingskonsulenter fra rideforbundet er ben skarpe, og de følger tingene til dørs. Vi har fået meget hjælp fra forbundet. Men man skal bede om det,” fortæller Karin Sørensen fra Harridslev Rideklub, som via forskellige aktiviteter foreslået af udviklingskonsulenterne, kæmper for at synliggøre klubben i lokalområdet. Hun fortæller også at de har lånt udstyr og fået støtte fra forbundet til at komme i gang med en ny disciplin, voltigering.
”Forældere i dag er ikke vant til dyr, og de bakker af, når deres barn vil ride. Kæphesteridning kan være en start. Kæpheste redder ikke alting, men det skaber en gruppe i gruppen af ryttere, og den gruppe kan vi rekruttere fra til rideskolen,” fastslår Karin Sørensen.
Et magasin af hestefolk til hestefolk
Riders NOTEBOOK udkommer otte gange årligt: februar, april, maj, juni, august, september, oktober og december.
Magasinet er spækket med godt og spændende indhold, som appellerer til alle, der er hesteinteresserede. Hvad enten du er til elitesport eller breddeaktiviteter, varmblodheste eller specialracer, personlige beretninger, nyheder eller faglige artikler – selv har hest eller blot er pjattet med de firbenede dyr, så har vi noget til dig!
Riders NOTEBOOK – Danmarks flotteste magasin for hesteekslere!
