Skip to main content

Video: Tobias har succes med fysisk træning

Pararytter Tobias Thorning Jørgensen har samarbejdet i halvandet år med Lasse Kristensen, der er cand.scient. i idræt med speciale i biomekanik. De træner bl.a. på Lasses voltigeringsheste.
| admin

Line Thorning Jørgensen, der er mor til Tobias, og selv succesfuld pararytter, opfordrede tilbage i januar sidste år sin søn til at tage kontakt til Lasse Kristensen, der er cand.scient. i idræt med speciale i biomekanik. Han kommer fast på Blue Hors hver uge, for at træne med rytterne i fitnesscenteret, og da Line og Tobias har deres heste opstaldet på Blue Hors, blev de opmærksomme på træningen af rytterne.

Tobias indrømmer, at det med at træne i fintnesscenter ikke har været særligt motiverede for ham, men det omvendt giver rigtig god mening for ham at træne på hest.

”Træning på bold i træningscenteret hos Lasse og træning til hest er så ridenært, at jeg har kunnet se logikken i at begynde at træne,” fortæller Tobias 21 år.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Øget styrke efter træning

Hvert år bliver pararytternes fysiske formåen kontrolleret. Det skete for Tobias ved et stævne i Belgien i april, hvor han i øvrigt vandt alle tre klasser, han deltog i med knap 80%. Efter den fysiske test fik Tobias besked på at fortsætte med den træning, han laver, for det havde givet målbare, positive resultater.

Ved EM i Rotterdam i 2019 vandt Tobias to individuelle guldmedaljer med Jolene Hill, som er stillet til rådighed for ham af Signe og Thomas Kirk Kristiansen. Han og hans mor Line var også på det bronzevindende paradressurlandshold ved samme mesterskab. Tobias født med en sjælden muskelsygdom. Faktisk så sjælden, at han ikke har en egentlig diagnose, endnu. I praksis betyder det, at Tobias oplever, at hans muskler hurtigt udtrættes, og han har svært ved at træne sine muskler.

Lasse Kristensen. Foto: Zibrasport Equest

Hvordan skal vi træne?

Lasse Kristensen har gjort sig mange overvejelser om, hvordan han kan træne Tobias, uden hans muskler bliver overtrætte, men bliver styrket af træningen.

”Hvor meget kan Tobias krop tåle, det er det, vi skal finde ud af. Jeg har prøvet at gå for langt,” fortæller Lasse Kristensen, og konsekvensen af det er, at Tobias bliver syg, kaster op og ligger i sengen. Omvendt, så er det ikke alene Tobias evner i sadlen, som skal optimeres, Lasse og Tobias arbejder også på at forbedre hans gangfunktion.

Jeg håber på sigt, at Tobias ikke vil få så ondt af at ride

Lasse Kristensen

”Vi træner tre gange om ugen,” fortæller Lasse. ”Det er en blanding af motorisk træning, og en dag med behandling og træning ved fysioterapeut og træning i træningscenteret. Her træner Tobias sammen med sin mor Line, og det kan være badminton, siddende på bold.”

Træning på volti-hest

Hver onsdag er hårdt arbejde for Tobias, for der træner han på ryggen af en af Lasse Kristensens volti-heste. Lasse Kristensen har gennem en årrække været træner og longefører for nogle af verdens bedste voltigerer, og det er noget af balancetræningen til hest, der fungerer som styrketræning for Tobias.

“Det er paravoltigering, fortæller Tobias med humor, mens han knokler med at lave øvelser på hesten, samtidig med, at han skal holde balancen. Jeg oplevede Tobias’ træning til hest for et år siden, og udviklingen fra dengang til nu er imponerende.

Tobias og Line Thorning Jørgensen sammen med Lasse Kristensen under en onsdagstræning. Foto: Zibrasport Equest

Fra 4- til 7-taller i parade

Han har udviklet sig fra at få 4-taller i paraderne til 7-8-taller. Det kan virke, som en lille ting, men det er det absolut ikke for Tobias. Når han bliver træt i dressurprogrammerne, kramper hans muskler, og det betyder, han kommer til at klemme om Jolene Hill, der derfor ikke står stille i paraderne.

Da der er fire parader i programmet, betyder det meget for det samlede resultat, at han ikke scorer 4-taller, men som nu i stedet får 7 eller 8. Det er den karaktermæssige, synlige effekt af Tobias træning. Han bliver heller ikke helt så træt i programmet længere. Den sidste øgning er ikke helt så opslidende for ham, som det har været tilfældet tidligere.

Læs også artiklen og se videoen i nyheden: Video: Vi bruger hinanden rigtig meget

Se deres træning sammen, og hør, hvad træningen har betydet for Tobias i videoen.