Jeanna Högberg tager førstepladsen for Danmark til UVM for 6-års
UVM i dressur i hollandske Ermelo er for alvor i gang, og i dag har også 6-års hestene været på banen i deres indledende test. 12 ekvipager er videre til finalen, og heriblandt findes to ud af fire danske ekvipager.
Vinderen af den indledende test blev svenske Jeanna Högberg og Hesselhøj Down Town, som stiller op for netop Danmark med Helgstrand Dressage. Ekvipagen viste storform med scorer på minimum 9,2, hvilket udløste en fornem førsteplads med samlet 9,48. En score som fik glæden til at lyse ud af Jeanna, da hun strøg direkte til tops med en føring som holdt hele vejen.
Læs også: To danske ekvipager videre til finalen for 5-års ved UVM
To danske ekvipager videre til finalen
Foruden Jeanna Högberg var tre øvrige danske ekvipager til start blandt de i alt 42 deltagere, og her var det Susanne Barnow og Skovdals Dexter, der åbnede hele ballet. Her lagde de ud med et program, der trods en straf på -0,05, blev belønnet med en score på samlet 8,51, hvilket rakte til en flot 8. plads og dermed en plads direkte videre i finalen.
Allan og Sissel uden for finalepladserne
Desværre blev det ikke til finalepladser for Allan Grøn og Sissel Bille Jakobsen i denne omgang. Allan endte på en 26. plads med Bøgegaardens Santiago Bernabeu, mens Sissel sluttede to pladser efter på en 28. plads med Dune Nec. Begge er derfor med i trøstefinalen lørdag morgen. Finalen for 6-års rides søndag eftermiddag i Ermelo. Se hele resultatlisten her.