Juniorrytterne stærkt fra start ved EM i Spanien
EM-feberen florerer over det hele i disse dage.
Ikke kun fodboldlandsholdet gør det godt til EM, men de danske juniorryttere kan også være med, når det kommer til flotte resultater.
EM i dressur for blandt andre junior- og ungryttere bliver afviklet i spanske Oliva Nova fra onsdag til søndag, og onsdag formiddag blev holdkonkurrencen for juniorrytterne fløjtet i gang.
Anden del afvikles torsdag, hvor den sidste halvdel af ekvipagerne skal på banen, hvorefter medaljerne skal fordeles mellem nationerne.
Sophia og Annabelle
Sophia Ludvigsen, som du kan komme tæt på i dette interview, var første danske islæt, og hun red en harmonisk tur på BLUE HORS QUINTANA. Den sønderjyske pige er en del af Blue Hors Talent, og det er netop dem, der har stillet den sorte vallak til rådighed for Sophia.
Selv om de kun har været en ekvipage siden slutningen af 2020, så viste Sophia, at hun med rette er udtaget til EM.
71.394 % var scoren fra dommerne, og i skrivende stund ligger de nummer fem. Lige i hælene på dagens anden danske juniorrytter.
Annabelle Rehn og VESTERVANGS GARSON præsenterede et nydeligt program, der blev belønnet med flotte karakterer – 71.515% og pt. en fjerdeplads i det stærke felt.
Se hele resultatlisten her.