Karen og Fi Fi Ask med en bom i UVM-finalen
Hele 47 af de 5-årige heste var fejlfrie i begge kvalifikationer ved UVM på Zangersheide, og de nåede ind i finalen. To af finalisterne var rene danske kombinationer, Anne Katrine Kolborg Johansen med Hesselhøj Captain Morgan e. Casallco (opdr. Anders Uve Sjøbeck Hoeck) og Karen Møller Rohde med Fi Fi Ask e. Ci Ci Senjor Ask (opdr. Stutteri Ask). Desværre for Anne Katrine Kolborg Johansen fik hun et stop på en stor oxer, men det var også det eneste, på nær tidsfejl, som parret samlede op i finalen.
Karen Møller Rohde og Fi Fi Ask var fejlfrie og en af de 18 kombinationer, som nåede ind i omspringningen. Desværre for Karen fik hun et nedslag på indspringet i kombinationen, men undervejs viste Fi Fi Ask stor kvalitet. De sluttede udenfor placering på 15. pladsen.
To danskejede heste i finalen
Ved UVM er der fokus på hestenes afstamning, og de avlsforbund, de repræsenterer. I dagens finaler ved UVM er der danske ryttere til start på udenlandsk registrerede heste. Og i 5-års finalen var der to danskejede heste med udenlandske ryttere. Den ene D’artagnan Alfarvad Z e. Dominator Z er ejet og opdrættet af det nordjyske stutteri Alfarvad, og redet af østrigske Benjamin Saurugg. De fik et nedslag i hovedspringningen. Den anden var omspringningens sidste par, Davis e. Diarado registreret i Holsten ejet af Bengtsson & Helgstrand og redet af Thibaut Huyvaert for Belgien. En hest med stort potentiale, og en stor galop, men de brugte noget tid i luften og sluttede på 5. pladsen.
I det hele taget var der en imponerende høj kvalitet i klassen, med potentielle, internationale stjerner blandt de unge heste. Og flere af dem blev da også redet af eliteryttere fra de største internationale opgaver. Der blev satset, redet snævert og i et drabeligt tempo på de unge heste, og de bedste af dem løste opgaven ved at vise fantastisk springning, forsigtigt og sikkert – også i højt tempo.
Det er ofte de lynhurtige irske ryttere, som rider sig til sejr ved UVM, og det var da også tilfældet i år, hvor Gerard O’Neill kom til start som 3. sidste rytter i klassen, og sikrede guldet med Bp Goodfellas e. Stakkato Gold for ISH. Hollandske Oliver van der Vaart red Ristretto vd Heffnick e. Aldo du Plessis ind på sølvpladsen for belgiske BWP, mens der var bronze til Holland og den hollandske varmblod, KWPN – Mindset Es e. Aganix du Seigneur.