Karla Dyhm-Junge nomineret til FEI Rising Star
”Det er så fedt, det kom som en overraskelse,” fortæller Karla Dyhm-Junge fra Skanderborg efter FEI i dag har offentliggjort årets kandidater til FEI Awards, der uddeles i fem kategorier:
- Longines FEI Rising Star
- Peden Bloodstock FEI Best Athlete
- Cavalor FEI Best Groom
- FEI Against All Odds
- FEI Solidarity
Karla fik besked fra det internationale rideforbund for ca. 10 dage siden, men også besked om, at det var en dyb hemmelighed indtil offentliggørelsen. ”Det var svært,” fortæller hun med smil i stemmen.
Prisen er skabt til ryttere i alderen 14-21 år på tværs af ridesportens discipliner, om nomineringen siger hun: ”Det betyder mega meget at få anerkendelsen som ny rytter i sporten, og desuden indenfor paradressur. At man kan få lov til at være med sammen med de øvrige discipliner, og få den anerkendelse til paradressur, det er virkelig stort.”
Det gik pludselig stærkt
Karla Dyhm-Junge har redet siden hun var ganske ung, men hun har en rygskade, som kunne have medført, hun skulle sidde i kørestol i en ung alder. Men takket være ridningen, har hun kunnet holde sig fysisk i gang, og deltager nu i Grad III, samme grad som den dobbelte VM-guldvinder fra Herning2022, Tobias Thorning Jørgensen.
Hun debuterede som pararytter ved DM i 2018, og vandt en DM-titel for U25 i 2021. I år sluttede hun DM på andenpladsen. Og det var medvirkende til at sende hende ind på VM-holdet i Herning. Her opnåede hun og Miss Daisy en hold-sølvmedalje sammen med Katrine Kristensen, Nicole Johnsen og Tobias Thorning Jørgensen.
”Jeg havde min første internationale start i år i grad IV på Blue Hors. Her blev jeg testet og klasificeret ned i Grad III. VM i Herning var mit 4. internationale stævne, det var så fedt,” siger hun med eftertryk.
Ved VM i Herning blev det til to individuelle 4. pladser 0,02 og 0,07 procentpoints fra medalje, ærgerligt, indrømmer Karla: ”Det var en lidt bitter følelse, med også fedt at være så tæt på.”
Miss Daisy var ikke kærlighed ved første blik
For 2,5 år siden fandt Karlas daværende træner Miss Daisy til hende hos berider Mette Sørensen. Det var ikke kærlighed ved første blik, fortæller Karla ærligt, men hendes mor fastholdt, at de ville være et godt match, og hun havde ret.
”Hun var svær for mig at ride i starten, men så fandt jeg ud af, hvordan knapperne fungerede, og nu vil hun gøre alt for sin rytter.”
Til daglig står Miss Daisy hos Karlas træner Susanne Barnow, 17 km fra hendes hjem. Selv studerer hun på Aalborg Handelsskole med et mål om at studere finansøkonomi næste år. Det foregår via nettet, og giver lige netop Karla den frihed til både at studere og ride.
Ridningen er lidt på lavt blus lige nu. Miss Daisy skal have lov til at være hest, efter en skrap sæson, som kulminerede ved VM i august. Næste mål er det internationale stævne på Blue Hors i marts, så indtil da kan Miss Daisy få lov til at være hest på folden, og komme på ture ud i naturen sammen med Karla.
Afgjort via afstemning
Vinderne bliver hædret ved FEIs årsmøde i Cape Town den 13. november, og Alle kan stemme på Karla (og de andre kandidater) fra i dag og frem til den 16. oktober ved at klikke HER