Katrine Kristensen nomineret til ”Årets Sportsnavn”
De første 5 af i alt 15 nominerede til titlen som ”Årets Sportsnavn 2022” er netop blevet offentliggjort og pararytter Katrine Kristensen er blandt de nominerede:
Viktor Axelsen, badminton
Katrine Kristensen, paradressur
Nanna Koerstz Madsen, golf
Jonas Vingegaard, landevejscykling
Leon Madsen, speedway
En lang række danske atleter har præsteret fantastisk på den internationale sportsscene i 2022, og konkurrencen om den fornemme titel som ’Årets Sportsnavn’ er benhård. I alt bliver 15 atleter nomineret. De næste 5 offentliggøres den 23. november og de sidste 5 den 30. november, skriver Team Danmark.
Stort at vågne op til
”Det var godt nok stort at vågne op til”, fortæller Katrine Kristensen, og hun fortsætter: ”Det er godt nok vildt, og nogle store navne at blive nomineret sammen med. Som sportsmand, om man vinder den eller ej, er det en kæmpe bedrift at blive nominet. Det er noget jeg har drømt om og siden jeg startede med at gå til ridning og et kæmpe skulderklap til mig som altet og til parasporten. Det gør mig stolt.”
Katrine er gravid og venter barn til februar. Hun rider fortsat, men på meget lavt niveau, hun træner ikke hårdt, eller rider undervisning, men hygger sig med det på motionsbasis. Hun bekræfter, hun har det godt. ”Jeg går bare og glæder mig til vi bliver en familie til februar,” fortæller hun.
Sommeren byder på EM, men hvorvidt Katrine er klar efter fødslen vil tiden vise, men PL i Paris er et stort mål, og noget hun vil satse på.
Læs også: Alt er planlagt til mindste detalje
Prisen ’Årets Sportsnavn’ uddeles af DIF og Team Danmark, og den endelige vinder kåres til årets store sportsgalla, Sport 2022 d. 7. januar i MCH Messecenter Herning. Det er et stort anlagt show og Katrine glæder sig: ”Alene det, at være med til showet, som jeg har set på tv gennem årene, det glæder jeg mig meget til. Jeg glæder mig til at være med til at fejre de andre atleters store bedrifter gennem året. Jeg har hørt fra andre, at det er en stor oplevelse,” slutter Katrine Kristensen.