Kompensation til idrætsforeninger for aflyste aktiviteter i julen
Der er økonomisk kompensation vej til de foreninger, som har måttet aflyse aktiviteter i juleferien på grund af opfordringen fra Kulturministeriet om ikke at deltage i idrætsaktiviteter i foreningsregi indtil den 5. januar.
Et bredt politisk flertal har dedikeret 20 millioner kroner til formålet. Som tidligere corona-hjælpepuljer vil midlerne blive administreret af hhv. DIF og DGI i fællesskab og uddelt på baggrund af ansøgninger (Firmaidrætten og DUF administrerer selv deres del af puljen.)
Det vil sige, at eksempelvis idrætsforeninger har mulighed for at søge kompensation for tab i forbindelse med aflyste jule- og nytårsstævner. De præcise ansøgningskriterier, og -deadlines vil blive udarbejdet hurtigst muligt, og så vil der blive udsendt information til forbund og foreninger.
”Jeg er meget glad for, at et bredt flertal af Folketingets partier meget hurtigt er blevet enige om at sikre kompensation til kulturlivet. Det er helt afgørende, at vi i en svær tid skaber tryghed og støtter op om vores kultur- og idrætsliv,” siger kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen i en pressemeddelelse.
Arrangørordningen
Desuden har et flertal blandt folketingets partier besluttet at genindføre arrangørordningen. Det er den ordning, som henvender sig blandt andet til elitesportsklubberne og forbund, som frem til den 17. januar er tvunget til at afvikle deres aktiviteter for tomme tribuner og dermed går glip af store entreindtægter. Yderlige information om denne ordning vil også blive givet hurtigst muligt.
Når retningslinjerne for puljen og ordningen er på plads, vil man blandt andet kunne finde information her: https://www.dif.dk/radgivning-og-stotte/stottemuligheder
Kilde: DIF