Da Anna Kasprzak red på banen i Herning for et par uger siden på Fuhur og Addict de Massa, stod der en speciel kvinde på sidelinjen og heppede – og det er ikke en hvilken som helst kvinde.
Jane Kallestrup har de seneste 10 år fulgt den dygtige dressurrytter i tykt og tyndt, for det er Jane, der trofast fletter, strigler og sørger for, at Annas heste har det som blommen i et æg.
Og tilværelsen som hestepasser, også kaldet groom, kan stadig, efter mange år i branchen, gøre Jane glad.
– Jeg har ikke arbejdet sammen med en, jeg har passet så godt sammen med før. Anna og jeg lader hinanden gøre vores arbejde. Vi taler sammen, men vi behøver ikke at sige noget hele tiden. Vi forstår bare hinanden, siger Jane, der stadig kan huske, hvornår hun begyndte at få rigtig travlt som hestepasser for Anna.
Gensidig respekt
– Da Anna fik Pepe, tog det hele rigtig fart. Det var pludselig en helt ny verden, hvor den stod på OL, World Cup og andre store stævner. Jeg fik mere og mere ansvar. I begyndelsen af min ansættelse pakkede Anna og jeg stævneskabet sammen, men dengang var hun stadig youngrider.
Ligeså stille overtog jeg mere og mere, forklarer hun.
Livet som groom er måske ikke for alle og enhver, for det er mere en livsstil end et arbejde, så man skal virkelig ville det.
– En almindelig hverdag for mig starter klokken syv om morgenen. Alt efter hvornår Anna er der, så lukker jeg heste ud eller går direkte i gang med at sadle. Nogle gange hjælper jeg også i stalden.
Vi er ret gode til at spare med hinanden, men det er næsten altid mig, der sadler for Anna. Hvis jeg er der, så sadler jeg, og hvis ikke, så kan en af de andre også sagtens gøre det.
Vi ansatte hjælper hinanden med småting i løbet af dagen. Jeg fodrer også, hvis der er tid til det. Der er ikke nogen, der skal gøre dit og dat.
Jane Kallestrup
Aldrig kedeligt
Jane har netop fejret 10-års jubilæum som hestepasser for Anna Kasprzak, der har base i Sønderjylland. Og det er bestemt ikke blevet ren rutine, selv om hun har været mange år på samme arbejdsplads.
Hver dag er nemlig anderledes, når man har med levende dyr at gøre. Og Jane har samtidig fået mere og mere ansvar i takt med, hun har fået rutine.
– Det er fedt at være med til stævnerne. Jeg har haft lastbilkørekort i nogle år efterhånden, så jeg kører hestene til og fra stævner. Jeg bliver sendt afsted, og jeg sørger for, at de kommer på plads. Anna sørger for kredsdyrlæger og officielle dokumenter. Jeg skal egentlig bare tage mig af hestene.
I begyndelsen tænkte jeg over, at det var værdifulde heste. Det er noget af et dyrt læs, men jeg lader vær med at tænke over det nu. Det er jo lige meget, hvad de koster, hvis man kører galt, siger Jane, der altid har været interesseret i ridesporten.
Når Anna får en ny hest at ride, opbygger Jane også et forhold til den, for hun bruger mange timer i stalden. Alligevel har særligt en hest gjort indtryk på den erfarne hestepasser.
– Pepe (Donnperignon red.) er nok min favorit, for vi har brugt mange timer sammen og rejst rigtig mange steder. Jeg kan lide alle heste, men han er noget specielt. Han er min øjesten, og han er 21 år nu. Jeg er lige begyndt at ride på ham, og vi hygger os to gange om ugen. Han nyder at komme lidt i gang, fortæller den dygtige medarbejder hos Kasprzak Dressage.
Selv om Jane har rejst verden rundt med Anna og hestene, så er der også nogle ridt, der skiller sig ud.
– Det fedeste har været Annas regnvejrsridt i London. Det var så surrealistisk at stå i, og det glemmer jeg aldrig. Vi var så våde.
Og derefter er det nok sølv i Göteborg.
Man føler man er en del af sejre og nederlag, når man arbejder som groom. Rytterne er så søde til at fortælle, at vi er en del af det. Vi er en del af holdet. Jeg kan virkelig mærke, at folk har fået øjnene op for vores arbejde, og det er positivt.
Fra rytter til groom
Janes vej ind i hesteverdenen var mere tilfældig end planlagt. Ligesom mange andre unge mennesker dedikerede hun et år efter gymnasiet til sin passion.
– Jeg skulle have et sabbatår. Jeg fik formidlet kontakt til Florida gennem min familie. Dengang var Mette Kjellerup lige kommet til USA – det var i 2005. Jeg fik visum til et år derovre, og det fangede min interesse at arbejde med heste.
Da jeg havde været der et år, synes jeg ikke, at jeg var færdig med at arbejde med heste endnu. Jeg skrev til Blue Hors, så da jeg kom hjem fra Florida, fik jeg job på Blue Hors. Dengang var Andreas ansat, så det var rigtig spændende. Jeg var ansat der i to og et halvt år, og så skulle jeg prøve noget nyt.
Jeg var kortvarigt på Sjælland i en mindre stald, men jeg kendte ikke rigtig nogen derovre, så jeg tog hjem til Jylland igen, huske Jane, der derefter var hestepasser i en springstald.
– Jeg var hos Schou & Skouboe, som det hed dengang, hvor jeg lige prøvede mig selv af i en springstald. Det var noget af en omvæltning, men det var sjovt at prøve. For mig var det noget andet, for der er flere heste, og det hele er bare anderledes.
Jeg blev nok bare bekræftet i, at jeg skulle være hestepasser for dressurrytterne.
Derefter fik jeg kontakt til Anna – hun søgte en hestepasser til sin nye stald. Min veninde arbejdede for hende, og de manglede en til.
Og sådan gik det til, og så er jeg egentlig bare blevet hængende siden, griner Jane.
Hvis du vil følge i Janes fodspor, så har hun et par gode råd til en kommende groom.
– Hvis du vil være groom, så skal du være indstillet på at klø på og være åben. Du skal kaste dig ud i det og have ja-hatten på. Der er hårde dage med skadede heste, så det skal man være indstillet på og tro på, at man kommer igennem, slutter hun.
