Skip to main content

Potentielle VM-voltigerer til start i Esbjerg

Der er blot få måneder til VM i voltigering i Herning, og i den kommende weekend er flere af de potentielle VM-deltagere til start ved landsstævnet i Esbjerg og Omegns Rideklub.
| admin

Den kommende weekend slår Esbjerg og Omegns Rideklub dørene op for årets første landsstævne i voltigering, hvor der, udover de almindelige klasser, vil blive afholdt en afdeling af Agria og DRF’s VM holdturnering. 

På deltagerlisten finder man flere topnavne, som fx Sheena Bendixen og holdet fra Billund Sportsrideklub, som deltager på 3* seniorniveau. Blandt juniorerne finder vi desuden den lokale voltigeudøver Julie Christensen, som deltog i ungdoms VM i Le Mans sidste sommer. Der er dermed lagt op til voltigering på absolut topniveau – og tilskuere er selvfølgelig meget velkomne begge dage.

VM-kandidater på stribe

Flere af deltagerne ved stævnet er også kandidater til at deltage ved sommerens VM i Herning – ligesom man i dommerpanelet finder Danmarks eneste FEI dommer, Lise C. Berg, som også vil være blandt dommerne ved VM i Herning til august. 

I sekretariatet sidder en flok af klubbens frivillige hjælpere klar – og også her finder man lidt VM-islæt, idet klubbens “sekretariatschef” Susanne Møller Hansen, er blevet udpeget til, at sidde i voltige-sekretariatet under VM til sommer.

Start- og resultatlister

VM Herning2022