Skip to main content

Så er startlisten her! 26 ekvipager klar til DM i dressur

Cathrine Dufour, Nanna Skodborg Merrald, og Daniel Bachmann Andersen er nogle af de mange ryttere, der deltager i DM, når der afvikles Equitour den 21.-23. maj.
| admin

Startlisten til årets DM i dressur for seniorer er netop blevet offentliggjort, og der bliver nok af spændende ekvipager at følge i mesterskabet.

Konkurrencen afvikles i Nordjylland under Equitour Denmark den 21.-23. maj 2021 – og udover DM-klassen kan du også se frem til DM for U25 samt DM i paradressur og 2. kval. af Bundgaard Byg Cup.

Zibrasport Equest streamer alle klasser fra fredag til søndag

Intet mindre end 26 ekvipager har meldt sig til DM i dressur – heriblandt stiller flere ryttere op på to heste.

Cathrine Dufour

Hvorfor ikke gentage en succes? Sidste år red Cathrine Dufour DM på både den nu 18-årige Atterupgaards Cassidy og niårige Vamos Amigos, og det har hun tænkt sig at gøre igen i næste weekend.

Gense interviewet med Dufour fra DM i 2020

Den regerende danske mester kan dog kun vælge én hest i søndagens kür. Sidste år trak rutinerede Cassidy det længste strå, men hvem ved om, Cathrine satser alt på sit unge talent, der for nylig vandt Grand Prix i Frederiksværk med over 77 %.

Daniel Bachmann Andersen

Han gik selvstændig for under et år siden, men den tidligere Blue Hors-rytter har hurtigt fået nogle heste i stalden, der kan være med helt i toppen i dansk dressur.

Til DM rider han op ad midterlinjen på Fanalino og Marshall-Bell.

Om Fanalino har Daniel tidligere udtalt:

“Desuden har jeg en 11-års efter Floriscount, Fanalino, som har gået Intermediaire II med en tysk rytter.”

Flere med to

Også Linda Pfingstl Aasted og Lone Bang Larsen har to heste med i DM-klassen. Linda skal ride Orlando Bloom og Bruunholms Gaia, mens Lone sætter sig i sadlen på Thranegaardens Rostov og Bakkely´s Onandt.

Nanna Skodborg Merrald har en række Grand Prix-heste at vælge mellem, men til DM satser hun på Atterupgaards Orthilia.

På startlisten gemmer der sig også rutinerede ryttere som Anna Zibrandtsen, Joachim Thomsen og Michael Søgaard.

Se hele startlisten her.

Manglende profiler

Hverken Carina Cassøe Krüth eller Andreas Helgstrand er at finde i årets DM-felt. Men sådan et scenarie har landstræner Nathalie Zu Sayn-Wittgenstein tidligere forudsagt i en artikel på Zibrasport Equest:

I Pinsen er der DM i dressur ved Equitour, hvordan startfeltet præcist kommer til at se ud, er endnu usikkert. Det kommer an på, hvor der bliver startmulighed for de OL-aktuelle ryttere. Nathalie forventer dog, at Cathrine Dufour vil forsvare sit danske mesterskab med Atterupgaards Cassidy.

“Året har udviklet sig anderledes, end vi havde tænkt fra starten, erkender landstræneren, og hun fortsætter: – Jeg kommer til at rejse rundt til rytterne, for at træne dem hjemme, og så skal vi måske samle dem i en bootcamp i starten af juni. Det skal Anne-Mette og jeg lige se på, hvordan vi kan få til. Det er ikke den optimale forberedelse til OL, men det er det jo for ingen,” siger Nathalie zu Sayn-Wittgenstein.