Springsteens guitar og motorcykel på auktion til fordel for OL-ryttere
Motorcyklen og guitaren, som må være et must-have for fans, kommer på auktion fredag den 17. januar under ”Take me to Tokyo” gallaen til fordel for United States Equestrian Team (USET) hos Deeridge Farm i Wellington, Florida.
Bruce og hans kone Patti Scialfa har i mange år været involveret i ridesporten igennem deres datter Jessica Springsteen, der konkurrerer i toppen af den internationale springsport, og som flere gange har repræsenteret USA i Nations Cup.
”Vores liv er blevet beriget af vores engagement i ridesporten,” siger Bruce Springsteen blandt andet, og redegør for at han år efter år har set de bedste i sporten konkurrere, og at han derfor ved, hvor meget det kræver.
I 2016 var Springsteen også en vigtig del af gallaen ”Rockin’ Rio”, der indbragte mere end en mio. dollars til fordel for de amerikanske ryttere og heste. Håbet er at sætte en ny rekord ved ”Take med to Tokyo” gallaen, hvor der er cocktails og middag, uddeling af priser og auktion – med blandt andet Springsteens guitar og motorcykel.
Kilde: Horse and Hound