Stærkt felt ved dressurstævnet i Esbjerg
Traditionen tro tiltrækker stævnet i Esbjerg ryttere fra hele landet – og især fredag og lørdag er klasserne fyldt til randen. Det har endda været nødvendigt at oprette 2 afdelinger af Prix st. Georges fredag.
Igen i år finder mange topryttere vej til det vestjyske – således stiller 3/4 af VM guldholdets ryttere til start ved stævnet – dog med yngre og mere urutinerede heste.
I lørdagens Grand Prix er der i skrivende stund tilmeldt hele 25 ekvipager, hvor bl.a. Nanna S. Merrald/Blue Hors Znickers, Daniel Bachmann Andersen/Shirley og Carina Cassøe Krüth/Heiline’s Zackton helt sikkert vil tiltrække sig opmærksomhed fra publikum. OL-rytter Anna Kasprzak er til start med sine to championatsvindere Evian L og Danciero i lille tur. Et par udenlandske ryttere har også meldt deres ankomst til stævnet – svenske Carl Hedin/Van Der Veen var enormt populær ved sidste års landsstævne i Esbjerg, og mon ikke hans trofaste esbjergensiske-instagramfølgere glæder sig til et gensyn.
Flere lokale ryttere er også til start ved stævnet, hvor bl.a. Maja Petersen/Højgårds Rolex får hjemmebanefordel, når de indtager konkurrencebanen i Grand Prix og Grand Prix Kür.
Tilbage i 2020 prøvede Esbjerg og Omegns Rideklub for første gang kræfter med at udbyde et par kür-klasser ved landsstævnet – og igen i år vil der søndag omkring middagstid blive afviklet henholdsvis Intermediaire 1 og Grand Prix freestyle.
Der er uden tvivl lagt op til nogle spændende hestedage i Esbjerg – velkommen til sæson 2023! lyder det fra klubben.
Zibrasport Equest livestreamer fra weekenden (lørdag og søndag) Læs mere: EOR B-stævne i dressur
Vores Premium-medlemmer kan både se med live og efterfølgende i arkiv for 0,- kr. mens basis-medlemmer kan købe adgang til livestreamingen for 99,- kr. (kun adgang til live-stream).