Skip to main content

Video: Josefine avancerede til guldet i U18-finalen

Afgørelsen i Agria DRF mesterskab for U18 blev en særdeles spændende affære, hvor Josefine Sandgaard Mørup kom fra en mulig sølvmedalje til guldet
| admin

13 ryttere mødtes i den afgørende finalerunde i mesterskabet for U18 præsenteret af Stephex & Absolute Horses. Tre ryttere havde lagt sig afgørende foran, idet der var under et nedslag mellem Line Busk Heltborg, som den førende rytter, foran Josefine Sandgaard Mørup og Natasha Tang Kaspersen. Det skulle dog vise sig, at “cykel-springet” igen spillede rytterne et pus.
I første finalerunde i dag kom flere af rytterne til at ride i silende regn. På at tidspunkt stod banen næsten under vand, men de klarede heldigvis op, så de ryttere, der var i spil til medaljer, kom til at ride i tørvejr.

Line Busk Heltborg g Gaville vandt sølv. Foto: Zibrasport Equest

Flot ridning i finalen

Det var imponerende ridning, der blev vist af de bedste ryttere i finalen for U18-ryttere. Den første som klarede opgaven fejlfrit var Jacob Theodor Schmidt og den stort springende Ninja Lille Lunden. Desværre for ham havde han fået 5 fejl i første finalerunde, og det kostede ham pladsen på podiet.

Jacob Theodor Schmidt og Ninja Lillelunden var fejlfire i finalen. Foto: Zibrasport Equest

Victoria Sophia Hjorth-Madsen og Catwalk V var en af de finaleryttere, som fik fejl på cykelspringet, det sendte hende ned på 6. pladsen.

Natasha Tang Kaspersen og Contex lå til en mulig bronzemedalje, men også her spillede cykelspringet parret et pus, nedslaget kostede parret en plads på podiet, de sluttede på fjerdepladsen.

Clara Roesgaard Kristensen og AK’s Cavalina var sikkerheden selv på banen i finalen, hvor de leverede et fejlfrit ridt, og det gav hende bronzemedaljen. Clara er datter af landsholdsrytter Kim Kristensen, som deltager i DM finalen for seniorer i dag.

Clara Rosengaard Kristensen og AK’s Cavalina vandt bronze. Foto: Zibrasport Equest

Josefine ligger pres på

Josefine Sandgaard Mørup rider sit sidste år som junior. Hun har været med landsholdet til EM, og hun var i topform ved mesterskabet. Sammen med De Semilly Edition sprang hun banen fejlfrit, og det satte den hidtil førende rytter Line Busk Heltborg under pres.

Line og Gaville gjorde deres bedste, men undervejs røg der en bom ud af holderne og det betød, Line måtte bytte sin mulige guldmedalje til en af sølv.

Guldvinder Josefine Sandgaard Mørup omgivet af sølvvinder Line Busk Heltborg og bronzevinder Clara Rosengaard Kristensen. Foto: Absolute Horses

Som man kan høre i videointerviewet med Josefine Sandgaard Mørup efter sejren, var hun glad, men også ked af hendes kollega fik nedslag. Josefine er datter af den tidligere danmarksmester og landsholdsrytter Thomas Sandgaard.

Start- og resultater