I den seneste udgave af The Para Equestrian Digest, som udgives af det internationale rideforbund, FEI, giver den dobbelte paralympiske bronzevinder, Europa- og verdensmester Stinna Tange (DEN) sit syn på, hvorfor repræsentation i medierne betyder noget for mennesker med handicap…
“Hvis bare Disney havde lavet en film med en prinsesse i kørestol”, er Stinna Tange citeret for at sige, med henvisning til oplevelser i hendes pure ungdom. Hun skriver i ”The Para Equestrian Digest”: De Paralympiske Lege er fantastiske på så mange måder. At se topatleter udføre den sport, de elsker, med passion og dedikation er både ydmygende og spændende. Men når det kommer til repræsentation, er De Paralympiske Lege det eneste tidspunkt, hvor mennesker med handicap for en stor dels vedkommende er positivt og retfærdigt repræsenteret i medierne. De Paralympiske Lege er den eneste lejlighed, hvor børn med et handicap kan pege på fjernsynet med stolthed og sige: “Hun ligner mig!”
Hvor fantastisk dette end er, rejser det spørgsmålet: Er det fair? Når man tager i betragtning, at mennesker med handicap udgør 15 % af verdens befolkning, hvorfor er vi så næsten ikke-eksisterende i tv-shows, film, tegnefilm eller litteratur? Denne mangel på repræsentation er et kæmpe problem, og her er en historie fra mit eget liv for at illustrere hvorfor.
Prinsesse i kørestol eller julemandens slæde?
Da jeg var barn, fik min lokale skole fjerdeklasserne til at opføre et julespil hvert år. Lærerne skrev normalt stykket og tildelte derefter de forskellige dele til hver elev. Aftenen før de skulle afsløre rollebesætningen, lå jeg vågen i min seng og håbede på at få rollen som prinsessen, eller i det mindste en af hendes stuepiger. Morgenen kom, og mens læreren gennemgik listen, så jeg, hvordan alle de andre piger fik at vide, at de ville blive prinsessen, stuepigerne og elve. Da selv den del at være et træ var blevet tildelt, begyndte jeg at få en dårlig fornemmelse i maven. Så, som den sidste person på listen, vendte min lærer sig mod mig og sagde: “Stinna, du skal være julemandens slæde.” Jeg kæmpede for at finde den rigtige grimasse. Det var ikke så meget skuffelsen, men ydmygelsen. Jeg blev degraderet til at være min kørestol. Ikke en person i kørestol, men bare en kørestol. Jeg fik ikke engang at vide, at jeg kunne klæde mig ud som et rensdyr. Jeg mener, det ville i det mindste have været lidt fedt.
Det værste ved den oplevelse var, at det påvirkede, hvordan jeg opfattede mig selv. Jeg blev opmærksom på, at der ikke var nogen roller for folk, der lignede mig, og det fik mig til at føle mig mindre som en person.
Som forfatter, aktivist, komiker og fremtrædende professor i psykologi Kevin Nadal bemærkede: “Positiv medierepræsentation kan være nyttig til at øge selvværdet for mennesker fra marginaliserede grupper (især unge).” Jeg er enig med ham. Hvis bare Disney havde lavet en film med en prinsesse i kørestol, eller der havde eksisteret en teen-sitcom, hvor hovedpersonen var en sej pige med et handicap, ville jeg have kunne identificere mig med en positiv rollemodel. Og jeg ved, at det ville have været med til at hæve mit selvværd efter den juleoplevelse. En tv- eller biograffigur i kørestol ville også have været med til at nedbryde negative stereotyper omkring mennesker med handicap. Det er vigtigt, det ville have givet mig plads til at eksistere, både bogstaveligt og billedligt talt, på scenen. Måske ville endda min forfærdelige lærer have været mindre diskriminerende!
Paralympics er som sagt fantastiske. Men det ville være rart, hvis mennesker med handicap ikke skulle identificere sig med to valg: at være atlet eller at være “ingen”. Det er 2022. Lad os stræbe efter at give handicappede mere synlighed i tv og biografer, da dette vil bidrage langt til at få børn, teenagere og voksne til at føle sig valide, stærke, inkluderet og accepteret.
