Træning af den unge islandske hest
Fotos: Martin Rokkjær Simonsen
Hesten skal svare på tøjle, schenkel og sæde
Det mest særlige ved den islandske hest er, at den har flere gangarter end almindelige rideheste. Ud over skridt, trav og galop, kan islænderen være firegænger med tölt eller femgænger med både tölt og pas. Især tölt er en gangart, der er meget eftertragtet, i det man som rytter kan sidde helt stille på hesten, mens den hurtigt bevæger sig fremad. De ekstra gangarter er dog også noget, man skal være opmærksom på, når man træner hesten, således den bliver ved med at være rentaktet i alle sine gangarter og ikke blander tingene sammen. Det betyder, som med alle andre sportsheste, at grunduddannelsen er meget vigtig.
”Personligt lægger jeg meget tid og kræfter i grunduddannelsen af mine heste. Det er så enormt vigtigt, at grundelementerne til opbygningen af hesten er på plads, før man presser hesten videre i sit uddannelsesforløb. Helt basic kan man sige, at hesten skal kunne går frem og stoppe. Den skal kunne gå til siden og kunne gå på lige og buet spor. Mit råd er derfor altid: Brug tid på at få hesten til at svare korrekt for tøjle, sæde og schenkel, så er du godt på vej,” siger Martin.
Hesten styrkes gennem øvelser
Den islandske hest ikke er så stor. Som udgangspunkt ligger stangmålet på 132 – 150 cm. Trods størrelsen er islandske heste ofte redet af voksne. Det er en meget populær race både som hobby- og konkurrencehest, i det hesten er robust, hårdfør og har et godt temperament. En mindre og klejn hest, skal bygges op fra bunden for at blive en stærk og holdbar ridehest på den lange bane.
”Jeg anbefaler altid, at man som supplement til sin tölt træning får trænet traven og galoppen også. I traven er det godt at arbejde i letridning, så hesten kan strække sig frem og blive løsgjort. Det styrker hestens rygmuskulatur, og det at skabe en stærk overlinje er vigtig, både for holdbarhed, men også når der skal arbejdes videre med tölt. Ydermere er traven vigtig for at får trænet hesten mavemuskler. Når ryg og mave er styrkes – samler det ligesom op på hele hestens maskineri,” fortsætter Martin.
”Når du har styr på grundelementerne, kan du begynde at sætte tingene sammen. Schenkelvigninger er løsgørende øvelser, der både smidiggør og styrker hesten, mens versader styrker hestens evne til at bære mere vægt på bagparten. Alle heste har svage punkter eller stivheder. Træningen er med til at afhjælpe svaghederne, og vores opgave som ryttere er at identificere svaghederne og hjælpe hesten til at blive bedre gennem en række øvelser.”
Kom godt i gang med tölt
De ekstra gangarter hos den islandske hest kan som nævnt tidligere give problemer, især fordi mange har fokus på hestens tölt. Ifølge Martin er det vigtigt at bruge tid på de andre tre grundgangarter, så hesten er rentaktet og kan skelne mellem skridt, trav og galop og ikke bliver forvirret og spænder op, når den skal til at arbejde med tölt. De mange dressurøvelser gør hesten smidig i kroppen og lydig, så den er klar til den nye udfordring.
En hest, der tölter, skal lægge vægten på bagbenene. Tölten skal komme bagfra for at være rentaktet, og hesten skal frem og op i skulderen. Når jeg sætter hesten i tölt, laver jeg en halv parade, så hesten svarer tilbage og kommer ned i tempo. Jeg mærker efter om bagbenene er lige under den, inden den slår over i tölt. Rytteren skal hjælpe og støtte hesten – især de unge heste så de ikke mister balancen.
Martin Rokkjær Simonsen
Afvekslende arbejde
Har du en islandsk hest, så findes der flere forskellige konkurrencer målrettet racen. Der er eksempelvis de populære gangartsklasser med tölt og pas, så er der Alrid (flere discipliner i en) samt Gæðingakeppn. Islandske heste konkurrerer også til almindelige stævner og ses især i distance og TREC, den nyeste disciplin i Dansk Ride Forbund.
Konkurrerer du i gangartsklasserne, har du måske en tendens til at ride lidt meget på bane (ovalbane), og har du en skovturshest, er det måske lidt svært til at tage sig sammen og få redet på dressurbanen. Men afvekslende arbejder er vigtigt for hest og rytter. Både for motivationen men også for at styrke hesten på andre områder end det der er hverdag for den.
”Der er meget vigtigt at holde hesten løsgjort og smidig, og det er de øvelser, vi har talt om med til. Man kan sagtens ride ’dressur’ i skoven eller på ovalbanen, men jeg tror, det er sundt, at man en gang om ugen sætter sig for at ride på dressurbane, og simpelthen for redet dressurøvelserne. For at holde hesten skarp for hjælperne og smidig. Det er også en rigtig god ide at få undervisning, så man har øjne på jorden til at hjælpe med at få øvelserne udført korrekt, og så man har en at sparre med i forbindelse med hestens uddannelse,” siger Martin.
Træning – hvor meget?
På spørgsmålet til hvor meget og ofte man skal træne hesten, fortæller Martin, at han selv arbejder ud fra det princip, der hedder en gang fra jorden og fire gange til hesteryg om ugen. Hans heste får også altid fire til seks ugers ferie i efteråret. Det passer med at stævnesæsonen er slut, og at hestene skal have ro til at skifte pels.
”Jeg har rigtig gode erfaringer med at give hestene i pause, men helst ikke længere end 6 uger, for allerede efter tre uger begynder de at tabe muskler, og så skal man bruge længere tid på at få dem i form igen. Selv om det er koldt og gråt om vinteren, kan man ikke bare lade hesten stå i tre måneder og så fortsætte hvor man slap, når det bedre vejr vender tilbage. Tre måneders pause tager næsten lige så lang tid i at få genopbygget i genoptræningen. Selvfølgelig er det vigtigt, at hesten får de pauser den har brug for, men man skal huske at holde den i en vis grundform, det er bedre både for hest og rytter,” slutter Martin.
Om Martin Rokkjær Simonsen
Martin Rokkjær Simonsen er 20 år, bor i Helsinge og læser Veterinær medicin i København. Martin redet islandske heste i 12-13 år, og redet ved landsholdsrytter Hans-Christian Löwe i flere år. Martin har gennem sin ridekarriere vundet flere medaljer til de danske mesterskaber såvel som de nordiske mesterskaber. Derudover har han bl.a. vundet priser som Årets Talent og Årets Junior i Dansk Islandshesteforening.
I samme serie: