Skip to main content

Tre damer til Anna Kasprzak

Anna Kasprzak har indkøbt tre hopper, to af dem højdrægtige, fra Peter Jensens Stutteri Skikkild ved Lemvig. OL-rytteren glæder sig til endnu to føl i sæsonen, hvor hun venter i alt 10 føl
| admin

OL-rytter Anna Kasprzak glæder sig over at have fået to drægtige hopper hjem på stutteriet og en dejlig åring alle købt på Campens online auktion over opdræt fra Peter Jensen, Stutteri Skikkild. Peter Jensen gik bort i slutningen af sidste år, og det er hans arvinger, som har sat hesteholdet på auktion. I alt 12 heste, avlshopper og ungheste, kom under hammeren. Flere af hestene er nært beslægtede med Grand Prix-hesten Weltliebe, som Nanna Skodborg Merrald havde succes med for få år siden.

Det var Mette Bonefeld Thomassen, der er ansvarlig for avlsdelen af familien Kasprzaks hestehold, som havde spottet auktionen på nettet. Hun orienterede Anna, som undersøgte de udbudte heste på nettet.

De tre nyindkøbte hopper nyder dagene sammen på folden.

– Jeg har egentlig ikke hørt om avleren, men jeg kunne se på de videoer, som var lagt ud, at det kunne være spændende, indleder Anna Kasprzak. Hun er selv højgravid, med termin midt i marts, derfor sendte hun Mette og Stine (som tilrider heste på stutteriet) afsted for at se nærmere på hopperne.

– Vi besluttede, der var fire af hopperne, vi ville byde på, og det lykkedes at få de tre af dem.
Anna Kasprzak

Hopperne er vel ankommet til Haderslev, og de to drægtige hopper er:
11-årige Adelé efter Skovens Rafael/Andiamo og 5-årige Feline e. Freestyle/Weltjunge begge hopper er drægtig med De l’Or e. Dancier/Rotspon fra Kathrinelund. Den 5-årige hoppe vil Anna have redet, når hoppen har folet, for at se, hvordan hun fungere under sadel. Derefter skal der tages stilling til, om hun skal være avlshoppe eller sportshest.

Anna faldt også pladask for åringen Dicte e. Duke/Skovens Rafael trukket på Adelé. – Hun har et meget specielt look, der er noget helt særligt over den. Og så bevæger hun sig fantastisk. Vi har aldrig haft sådan en åring, fortæller Anna med begejstring i stemmen, og hun ser frem til at få Dicte i sporten.

– Vi fik hopperne hjem i tirsdags, og de er gået direkte i isolation i en separat stald. Vi vil ikke sætte dem ind på stutteriet, hvor vi har flere drægtige hopper og ungheste.

Hopperne går sammen, som de plejer, og de er nu testede for herpesvirus, og skal ind i et vaccinationsprogram, fortæller Anna. Den ene hoppe har termin i næste uge. Der er født to føl på stutteriet og endnu en ventes når som helst. Der er ventet i alt 10 føl i år. Foruden de to nyindkøbte avlshopper samt de to som er født, er der yderligere fem drægtige hopper, og så har Anna købt et føl i mors liv hos Malene Munk. Føllet er ventet på en helsøster til Atterupgaards Cassidy og med Jameson RS2 til far. Det føl kommer på stutteriet, når det til sin tid er vænnet fra. Så der bliver fuld hus i den nybyggede stutteriafdeling.

Anna indrømmer blankt, at hun er let at overtale, når det kommer til indkøb af avlshopper og føl, men med 10 føl i en årgang, er det også det maksimale antal af, hvad der skal igennem stutteriet. Håbet er, at der blandt de hjemmeavlede heste vil være fremtidige konkurrenceheste til Anna. Hun har flere 3-årige heste, som skal tilrides, to 2-års plage og fire åringer. – Det kunne jo være mega sjovt, hvis vi kunne lave mine internationale konkurrenceheste selv, slutter Anna Kasprzak.