Skip to main content

Nu er det tid for holdspringning ved OL

Springhestene har i dag været gennem vettjek forud for holdspringningen ved OL i Tokyo som åbner fredag den 6. august og afgøres lørdag, men hvordan er det nu, det skal afvikles?
| admin

Den nye afviklingsform ved OL i springning betyder, at den individuelle konkurrence er afgjort før konkurrencerne om holdmedaljerne begynder.
Onsdag stod Englands Ben Maher som vinder -med Explosion W, mens hans landsmand Scott Brash og Jefferson sluttede på 7. Pladsen. Et stærkt signal før holdkonkurrencerne, men desværre har Scott Brash måttet trække Jefferson fra starten i holdkonkurrencen, da hesten har pådraget sig en mindre forstrækning. Det betyder, det Engsleske hold foruden guldvinder Ben Maher, består af reserven Harry Charles/Romeo og Holly Smith/Denver.

Også Irland har måttet trække på reserven, idet Cian O’Connor har valgt at trække Kilkenny fra start i holdkonkurrencen. I den individuelle finale fik hesten næseblod undervejs, men en veterinærundersøgelse efter Cian’s ridt viste, at hesten ikke skulle diskvalificeres, diskvalifikationsgrund er blod fra munden, ikke næseblod. Alligevel valgte den irske toprytter at spare sin velspringende hest fra holdkonkurrencen.

Irlands Cian O’Connor har trukket Kilkenny fra holdkonkurrencen efter hesten fik næsblod i den individuelle finale. Foto: www.sportfotos-lafrentz.de

19 hold i holdkonkurrencen

Det bliver 19 nationer, som skal afgøre holdmedaljerne, i startrækkefølge er det: Tjekkiet, Kina, Japan, Israel, Mexico, Argentina, Marokko, New Zealand, Irland, Egypten, Frankrig, Sverige, USA, England, Brasilien, Schweiz, Belgien, Tyskland og Holland.

I den individuelle finale var Sverige stærkt repræsenteret med alle tre ryttere, hvor Peder Fredricson og All In vandt sølv efter omspringning mellem seks ryttere, heriblandt hans landsmænd Henrik von Eckermann/King Edward og Malin Baryard-Johnsson/Indiana, som sluttede hhv. 4. og 5.

Værtsnationen Japan havde også alle tre ryttere i den individuelle finale, hvoraf Saisuke Fukushima/Chanyon var med i omspringningen og sluttede på 6. pladsen.

Belgien er nævnt som et bud på en medaljetager. De fik diskvalificeret Niels Bruynseels i den individuelle finale, og har bragt reserven Pieter Devon/Claire Z i stilling til holdet, der desuden består af Jerome Guery og Gregory Wathelet.

Holland stiller også med et stærkt hold anført af bronzevinder Maikel van der Vleuten, Marc Houtzager og Wilem Greve.

Guldvinderne fra OL i Rio, Frankrig, ser ikke stærke ud ved dette OL, heller ikke sølvvinderne fra USA gjorde meget væsen af sig i den individuelle konkurrence, og det samme må man sige om bronzevinderne fra Rio, Tyskland, som blot havde en enkelt rytter i den individuelle finale, verdensranglistens nr. 1 Daniel Deusser, der fik nedslag. Omvendt kan man så argumentere, at de har haft en ekstra hviledag, til sammenligning med de heste, som for det svenske holds vedkommende, gik to, krævende runder i den individuelle finale.

I Rio vandt tyskerne bronze. Er de medaljekandidater i år? Fra venstre Andre Thieme, Christian Kukuk, Maurice Tebbel og Daniel Deusser. Foto: www.sportfotos-lafrentz.de

Hvordan afvikles det?

De 19 hold i holdkonkurrencen mødes i holdkvalifikationen. Holdende er inddelt i to grupper efter deres FEI Nations Cup ranglisteplacering. Og herefter trækkes der lod om startrækkefølgen i de respektive grupper. Afviklingen følger den kendte fra Nations Cup-konkurrencer, hvor første rytter fra hver nation åbner konkurrencerne efterfulgt af nr. to osv.

Hvis en rytter bliver diskvalificeret, er hele holdet ude af konkurrencen. Holdenes fejl sammenlægges og i tilfælde af, der er lige antal fejl til den sidste plads, der giver adgang til finalen, er det den samlede tid for holdet, der bliver afgørende. Det er de 10 bedste hold + hold med samme antal fejl og tid som 10. pladsen, der går videre til finalen. Hvis en hest/rytter ikke kan starte finalen, må de erstattes af reserven op til to timer før starten på holdfinalen.

I finalen starter holdene i omvendt rækkefølge af resultatet fra holdkvalifikationen. Efter de to første ryttere fra hvert hold har redet banen, bliver der 20 minutters pause, hvor resultatet beregnes. Dette bruges til at beslutte startrækkefølgen for de sidste 10 holdryttere. Hvor rytteren fra det førende hold starter sidst.

I det tilfælde, der er et eller flere hold med samme fejl efter holdfinalen, skal medaljerne afgøres ved omspringning. I den omspringning starter alle ryttere på holdet.

Startlisten til holdkvalifikationen

Holdkonkurrencen sendes på DR” fredag den 6. august fra kl. 12.00 – 15.00
Finalen i holdkonkurrencen sende online på DRTV fra 12.00 til 14.30