Van Olst og Severo Jurado Lopez i nyt samarbejde
Det kom som lidt af et chok for de fleste i hesteverdenen, da Severo Jurado Lopez og Helgstrand Dressage i april “gik hver til sit” efter syv års samarbejde.
– Jeg følte, at tiden var inde til at starte på et nyt kapitel, efter de seneste mange år at have opbygget en uvurderlig erfaring og netværk gennem Helgstrand. Jeg er dybt taknemlig for den tillid, Andreas har vist og de muligheder, jeg har haft. Her i særdelshed at nævne de mange internationale stævner, hvor bl.a. OL på Lorenzo hører til blandt de allerstørste øjeblikke i mit liv foruden de tre guldmedaljer på Fiontini og 2 guldmedaljer på D’avie ved Verdensmesterskabet for unge heste, fotalte Severo Jurado Lopez dengang.
Andreas Helgstrand tilføjede:
– Heldigvis siger vi ikke helt farvel til Severo, for vi har indgået et samarbejde om fortsat træning af heste, fastslog Andreas.
På Instagram kan man se, at Severo har mange talentfulde heste i ridning, og nu kan han tilføje endnu en stjerne til stalden. Den spanske rytter har indgået et samarbejde med sin tidligere arbejdsgiver, danskeren Anne Van Olst. Fra 2011 til 2013 var Severo ansat hos Anne i Holland, før Helgstrand Dressage blev hans base.
Kommende Grand Prix-stjerne
Da Severo gik egne veje, tog Anne, ifølge Eurodressage, kontakt til den populære rytter – og nu har han overtaget ansvaret for uddannelsen af Fendi T – en 10-års hollandsk varmblod efter Negro.
Fendi har allerede debuteret i lille tur med Charlotte Fry.
– Vi har altid holdt kontakten med Severo. Om Fendi bliver solgt eller valgt til det spanske hold, vil tiden vise, fortæller Anne Van Olst til Eurodressage.