Skip to main content

Velkommen til de nye U25-ryttere

Slangerupgaard dannede onsdag rammen om en observationssamling for nye ryttere på U25-niveau, og i dag torsdag er der samling i Voel.
| admin

Elitesportschef for dressur og paradressur Anne-Mette Binder samt landstræner Dennis Fisker havde samlet 5 nye U25-ryttere på Slangerupgaard og i dag torsdag kommer to til samling i Voel.

Belært af gode erfaringer fra sidste år blev de nye ryttere på U25-niveau samlet til en observationssamling sammen med Anne-Mette Binder og Dennis Fisker. Rytterne på Slangerupgaard var; Maria Mejlgaard, Sandra Aagaard Hyrm, Nicole Johnsen, Sara Aagaard Hyrm og Sophie Nyholm Kristensen, mens Laura Rasmussen og Carl Christian Sædder Savola deltager i Voel i dag.

”Nogle ryttere har redet Grand Prix andre har ikke, og samlingen var også ment som en velkommen ind i U25,” fortæller Dennis Fisker, der tog en snak med rytterne om, hvordan planerne er for den kommende sæson i det nye år, også med den viden, at det for de fleste ryttere er et stort spring at gå fra ungdomsrækkerne og ind på Grand Prix-niveau.

Landstræner Dennis Fisker. Foto: Kee Frandsen

”Vi skal give dem modet til at komme ud og starte, selvom det ikke er fejlfrit, det de kan vise. De må ikke gemme sig for meget derhjemme. Vi ved godt, at der vil komme fejl på dette niveau,” understreger Dennis. Rytterne, der har været en del af bruttotruppen som junior og ungrytter er vænnet til, at på dette niveau skal der kunne rides fejlfrit og sikkert, men i den øgede sværhedsgrad vil fejlene opstå, og der er ikke forventninger fra ledelsens side om fejlfrie ridt. Ønsket er i høj grad, at rytterne kommer til start og får noget erfaring med at ride på dette niveau.

Søg hjælp, hvis det er nødvendigt

”Vi tog også en snak med dem om vigtigheden af at få noget hjælp udefra til de svære øvelser som: serier, pirouetter, piaffe og passage, hvis der er behov for det. Det er en ny kultur, som de og deres trænere skal lære. Det er altid godt at hente inspiration, og vi har så mange dygtige trænere, som kan hjælpe fx med piaffe og passage-træning. Det skal ikke være ”farligt” for træneren eller rytteren at hente inspiration, det skal være naturligt, så vi får fyldt noget viden på. Det bliver vi alle sammen bedre af.”

Positivt indtryk

Dennis Fisker bekræfter, at rytterne gav et særdeles positivt indtryk på det svære niveau, de nu er nået til. Der var mange kvalitetsheste og ryttere med meget erfaring i at ride ind på en bane.

”Jeg er ret fortrøstningsfuld i forhold til gruppen af U25-ryttere. Vores fokus er ikke at vinde medaljer, men at få skabt nogle gode ryttere på sigt til seniorrækken, men det tegner nu rigtig godt, med de gode, etablerede ekvipager vi har i U25, med tre på verdensranglistens top-10.”

Dennis Fisker kender rytterne, for de er hans første ”egen” årgang – ryttere der har været en del af bruttotruppen siden junior-klasserne. ”Jeg har haft med rytterne at gøre i 5 år. Jeg kender dem, deres familier, deres trænere og træningssystem, og det er en styrke. Det letter jobbet for os alle, for jeg kender dem, og de kender mig.

Stemning fra observationssamlingen for U25-ryttere på Slangerupgaard. Foto: Kee Frandsen

I forhold til de ryttere, som var til observationssamling, siger Dennis: ”Jeg er sikker på, der er nogle ryttere som kommer til at være en del af U25-truppen de næste mange år. Maria Majlgaard og Sara Aagaard Hyrm har redet sammen siden de red på kat. 3-ponyer. Det er fedt at se vores system virker, vi får rytterne fastholdt i et system, de er trygge i.”

”Nogle af U25-rytterne, der er godt etableret på det niveau, får lov til at ride med ved seniorernes træningssamlinger, når der er plads. Det har fx Karoline Rohmann prøvet. Og det er også et led i det at hente inspiration andre steder fra,” slutter Dennis Fisker.