5 fra Top 20 stiller til start til World Cup på Vilhelmsborg
Når World Cup-sæsonen i dressur løber af stablen på lørdag, så er det med nogle af verdens bedste ryttere i hallen på Vilhelmsborg. Den danske afdeling af World Cup er desuden den første i rækken af seks kvalifikationsstævner. Derefter følger Lyon, Salzburg, Mechelen, Neumunster og ‘s-Hertogenbosch, før World Cup-finalen finder sted i Göteborg i april 2021.
Men i weekenden er det som skrevet Vilhelmsborg, der danner rammen om dressurkonkurrencen, hvor prominente navne har meldt deres ankomst.
Faktisk kan du glæde dig til at se hele fem ekvipager fra verdensranglistens Top 20 – og vi streamer selvfølgelig derfra.
Se med her
Verdens nummer 7
Isabell Werth og den 14-årige vallak Emilio har taget sejre med hjem fra deres seneste stævner. Deres tre seneste resultater gav procenter mellem 77 og 86, så de er stærke kandidater til at vinde kvalifikationen i Aarhus.
Verdens nummer 8
Endnu en sej tysker drager nordpå for at dyste i World Cup i weekenden – nemlig Helen Langehanenberg og 18-årige Damsey. Parret har tidligere opnået flotte resultater til World Cup. I 2019 blev det til bronze i finalen i Göteborg.
Verdens nummer 9
Den danske mester 2020 er også at finde på startlisten. Cathrine Dufour har dog valgt at sadle Bohemian op i stedet for Cassidy. Den 10-årige vallak har sin unge alder til trods opbygget solid Grand Prix-erfaring, så Cathrine og Bohemian kandiderer også til en topplacering. Deres seneste resultat er fra marts, hvor de vandt GPS under CDI5* i Herning med mere end 82 procent.
Verdens nummer 11
Tyske Jessica von Bredow-Werndl og hoppen Zaire-E tager ligeledes kampen op mod sine landsmænd og resten af det stærke startfelt.
Ekvipagen har i løbet af sommeren vist topform til flere stævner i ind- og udland med placeringer som et og to og dertilhørende flotte procenter.
Verdens nummer 17
Sverige bliver repræsenteret med Patrik Kittel og Therese Nilshagen der rangerer som nummer 17 på Dante Weltino OLD. Den udtryksfulde hingst kunne opleves i Hagen i september, hvor dommerne belønnede ekvipagen med procenter omkring 75. Og ellers skal vi helt tilbage til 2019, hvor de senest havde en international start.