Skip to main content

Nanna fortæller om sit OL-ridt

Nanna Skodborg Merrald fortæller her om sit ridt og sin første OL-optræden
| admin

“Han føltes rigtig godt i dag,” indleder Nanna Skodborg Merrald om Blue Hors Zack.

De to var første par i konkurrence ved OL i dressur for Danmark.

“Indtil den dumme fejl, men jeg er rigtig godt tilfreds.”

I to’er changementerne prustede Blue Hors Zack og fik “kludret” lidt med et forben i et changement, og det kostede værdifulde points.

“Han klarer varmen fint, han er frisk, og det er dejligt,” fortæller Nanna om den 17-årige hingst, som hun har overtaget i vinter fra Daniel Bachmann Andersen. Om sit første OL-ridt fortæller Nanna:

” Det var lidt nervepirrende, det var det. Jeg syntes, det var rigtig super, da jeg kom i gang, men lidt nervepirrende indtil jeg kom i sving.”

Hvad med finalen?

Nanna og Blue Hors Zack sluttede på tredjepladsen i deres gruppe A, og da det kun er de to bedste, som får adgang til finalen, må Nanna vente til alle har redet søndag på at finde ud af, om de 73% hun opnåede i dag rækker til en plads blandt de seks næstbedste ekvipager, som får adgang til finalen.

“Det var lidt ærgerligt, de kom, men sådan er det jo. Det vigtigste for mig er at bidrage til holdkonkurrencen, så det er det. Jeg må lave et skarpt ridt i Specialen, så må vi se, hvad der sker, om vi får plads i küren eller ej.”

Nanna Skodborg Merrald

Holdkonkurrencen afgøres tirsdag i Grand Prix Special blandt de 8 bedste hold efter Grand Prix-klassen. Landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein tror på muligheden for en dansk medalje, men som vi har set rytterne i dag, så ser England og Holland skarpe ud, og tyskerne er i klasse for sig.

“Og så ved vi ikke hvordan USA ligger, ” bemærker Nanna. De næste par dage skal Zack trænes lidt let, for at få ladet batterierne op igen, men Nanna understreger, at han virker meget klar og med på det hele, men det jo er vigtigt at få regenereret.

Giver den gas i fitness

Carina Cassøe Krüth, Cathrine Dufour og Nanna Skodborg Merrald giver den gas i fitnesscenteret og træner selv på tilskuerpladserne på stadion.

Nanna fortæller, hun er vandt til at være aktiv og gå i fitness.

“Det er meget rart at kunne lave lidt fysisk, vi rider jo ikke så mange heste her i forhold til derhjemme, så vi skal holde formen ved lige. Det er super at gøre det sammen med Cathrine og Carina. Og jeg kan mærke, det gør en forskel styrkemæssigt, og så er det vigtigt at passe godt på kroppen. Den skal holde mange år endnu,” slutter Nanna Skodborg Merrald.

Se Nanna træne fitness på det Olympiske stadion HER