Skip to main content

Danciero solgt til Future Dressage

Avlshingsten Danciero efter Dancier/Floriscount er solgt til den internationalt succesrige dressurrytter og daglige leder af Future Dressage, Anna Kasprzak.
| admin

Danciero har udviklet sig helt exceptionelt under Helgstrand Dressage’s tyske rytter, Eva Möller. Senest i 2021 vandt de intet mindre end to sølvmedaljer, først ved Unghesteverdensmesterskabet og dernæst ved Bundeschampionatet. Derforuden har de vundet det hannoveranske championat intet mindre end tre gange i træk. Danciero startede sin avlskarriere som fløjhingst i Westfalen og til trods for sine kun 6 år, der der allerede set et imponerende antal afkom efter ham. Typestærke, udtryksfulde og med tre reelle gangarter.

“Jeg var på besøg hos Helgstrand efter deres åbent hus, for at se efter ny hest. Andreas mente, Danciero ville passe perfekt til mig. Og der fik han ret! Han er tæt på at være den perfekte hest, efter min mening, da han foruden sine imponerende gangarter har et skønt sind med en fantastisk ridelighed, og så har han jo bare udstråling. Han har den rette kombination af tænding og fornuft – to succeskriterier til at komme langt i sporten,” fortæller Anna Kasprzak, der er taknemmelig for Evas kompetente uddannelse af den unge hingst.

Anna Kasprzak har været med i toppen i dansk og international dressur i mange år og har på heste som Donnperignon, Hønnerups Driver og Rock Star høstet stor succes i alt fra DM til OL.

“Danciero er en fantastisk hingst med imponerende kvaliteter, og han passer bare så godt til Anna. Hun kan give ham alle tænkelige muligheder til at komme langt i sporten, og vi glæder os virkelig til at følge og ikke mindst hjælpe dem på vej,” fortæller Andreas Helgstrand, der gennem mange år har været Anna Kasprzaks faste træner.

Danciero er utrolig populær i avlen, og heldigvis er det også Future Dressages ønske, at han fortsat skal stå til rådighed for avlerne.

“Mit fokus vil selvfølgelig være hans videre uddannelse, men vores ønske er også, at han fortsat skal være tilgængelig i avlen og videregive sine fantastiske kvaliteter,” tilføjer Anna, der håber at kvalificere ham til Unghesteverdensmesterskabet i september som deres første mål.

Avlssæd fra Danciero vil være tilgængelig på frost efter den 15. maj. Future Dressage oplyser desuden, at der nogle få måneder hvert år vil være mulighed for køb af frisk sæd.

Kilde: pressemeddelse