Skip to main content

Årets første føl – fra følglæde til operationsbordet

Tarmbetændelse, akut nyresvigt, blodforgiftning, nyreslag, blæreruptur, akut operation og lungebetændelse… Hvor meget kan et føl egentlig klare og komme ud med alle fire hove på den anden side?
| admin

(Alle billeder og videoer af Kate Rosendal)

For avlere er foråret den mest spændende tid. Det er her overvejelser omkring hingst, pasning og pleje af hoppen, og drømme om et føl bliver til virkelighed, når en lille ny kommer til verden. Men nogle gange bliver drømmen et mareridt, når det lille føl bliver syg og svæver mellem liv og død. I denne artikel fortæller hesteinseminør Kate Rosendal fra Kres Arabians om forløbet med hendes lille hingsteføl KR Anakin, der var indlagt på Universitetshospitalet for Store Husdyr, Københavns Universitet (KVL) i flere uger og kun slap igennem med livet i behold efter en kæmpe indsats fra hospitalet, dyrlægerne, Kate og hendes familie.

To føl kom til verden i -19 grader
Kate Rosendal har avlet fuldblodsarabere i mere end 15 år. Hun driver sit stutteri ved Smørum på Sjælland, og har et hestehold på 7 heste. I 2021 ventede Kate to føl på to hjemmeavlet hopper, og de besluttede sig begge for at fole samme nat (d. 9. februar). Den ene 14 dage før tid og den anden tre uger før tid. Det resulterede i hingsteføllene, KR Anakin og KR Senseo.

“Vi gik lidt i panik, da vi kunne se hopperne begynde at gøre sig klar før, så lang tid før termin. Det var meget koldt den aften, vi målte det til minus 19 grader, så Nicolai (Kates mand red.) måtte ud at købe varmelamper, og vi pakkede føllene ind, så snart de var født,” fortæller Kate.

Begge føl var sunde og raske, og alt gik som det skulle efter folingen. Kate fører nøje journal på sine føl for at sikre sig, at efterbyrd og tarmbeg kommer som det skal, og at føllet kan rejse sig og får colostrum/det mælk den skal have. De næste dage vokser de to halvbrødre (begge efter den afdøde hingst Tibet) uden problemer, og på trods af at de var kommet tidligt, ser alt ud til være som det skal.

Anakin og Senseo født d. 9 februar 2021.

Fra diarré til akut indlæggelse
“Søndag aften, da Anakin er 5 dage gammel, har han pludselig ret voldsom diarré. Jeg går ud fra, at det hænger sammen med følbrunsten, men jeg holder øje med ham om natten, og da han begynder at blive mat, tager jeg fat i min egen dyrlæge. Hun siger, at jeg skal sørge for, at han får nok mælk, så han ikke dehydrere, og vi begynder at supplere med en sprøjte”

Mandag morgen er Anakin mere svag, og begynder at gå fra yveret. Kate malker hoppen ud og giver ham flaske hver anden time. Dyrlægen kommer forbi og ordinerer et pulver mod diarré. Der er stadig ikke mistanke om, at det er andet end følbrunsten, der spøger, især fordi der nu er lidt struktur i afføringen. Ydermere er det stadig meget koldt, og begge føl er lidt mærkede af kulden. I løbet af tirsdagen fortsætter behandlingen, og dyrlægen kommer forbi igen. Anakin vågner lidt op indimellem, og han er ikke rigtig, rigtig dårlig, ligesom han ikke er helt frisk. Tirsdag nat begynder han dog at have feber, og Kate ringer efter en vagtdyrlæge fra Højelse Dyreklinik. Dyrlægen kan konstatere, at føllet er meget fint hydreret, og skal blive ved med at have pulver til maven. Derudover får han også antibiotika og mavesårsmedicin.

Onsdag morgen er Anakin, der nu er 8 dage gammel, dårligere, og kan ikke rejste sig uden hjælp, men kan godt stå selv. Kates dyrlæge siger, at nu er det tid til at få ham indlagt.

“Vi kører afsted til KVL med virkelig bange anelser. Nikolai sidder med Anakin på bagsædet, og Anuva (hoppen) står i traileren. Hun tager situationen så flot, og jeg er virkelig stolt af hende. På hospitalet kommer hoppe og føl omgående i isolation, og de har lavet en lille boks i Anuvas boks, hvor Anakin kan ligge.”

Nikolai med Anakin på bagsædet. Ved rattet er Kates dyrlæge Karina Larsen, fra Friske Dyr.

Akut nyresvigt, skyhøje muskelværdier og rotavirus
På hospitalet forstætter den igangsatte behandling, og derudover kommer Anakin i drop. Der bliver taget blodprøver, og svarene på prøverne er ikke lovende. De første svar viser, at Anakin har akut nyresvigt og tarmbetændelse. De har faktisk aldrig målt så høje nyretal som hos ham, og dermed har dyrelægerne ikke noget at sammenligne tallene med og kan heller ikke rigtigt give en prognose. Ydermere har Anakin også meget høje muskelværdier, så de kan konkludere at, han har haft nyreslag, og er fuldstændig syret til alle steder, hvilket jo forklarer hans passivitet på trods af, at han har fået næring nok. Sidst men ikke mindst er infektionstallet også alt, alt for højt.

Ugen efter får Kate svar på yderligere prøver, og det viser sig, at diarréen stammer fra rotavirus, en slags omgangssyge for heste, der er meget smitsomt.

”Jeg har hørt om rotavirus ved heste, men jeg har ikke været bekymret for det tidligere og jeg kan ikke forstå, hvor det kommer fra. Mit hestehold er lille og lukket, og på grund af Corona har der hverken været stævnedeltagelse eller anden aktivitet i stalden. Men nu hvor jeg er klar over risikoen for føl, skal mine heste fremover vaccineres mod virusset, ligesom de også altid er vaccineret mod herpesvirus,” slår Kate fast.

Nu nærmer vi os en afslutning, hvis Anakin ikke bliver bedre!
Anakin har været indlagt i over en uge, men hans tilstand bliver ikke rigtigt stabil, trods den megen opmærksomhed og behandlinger. Dyrelægen der knyttet til hans sag, Charlotte Hopster-Iversen, lektor og underviser på KVL, følger hans op- og nedture nøje. Under hele forløbet har Charlotte og Kate været i tæt dialog, og da Charlotte ringer til Kate torsdag aften og siger, at han nu er så dårlig, at hun anbefaler en aflivning, hvis han ikke hurtigt bliver bedre, lader det til, at alt håb er tabt. Føllet har under hele forløbet været smertedækket og har ikke ondt, men han bliver ikke mærkbart bedre. Han er begyndt at få ødemer, og kommer ikke ordenligt af med væsken, fordi nyrerne ikke fungere, som de skal. Vanddrivende midler er Charlotte meget forsigtig med, fordi medicinen belaster nyrerne yderligere, så det er en hårfin balance.

“Jeg spørger Charlotte, hvis han alligevel skal dø, hvad kan vi så gøre her til sidst? Hun siger, de kan give ham mere vanddrivende uden at garantere for udfaldet, og så kan de give ham ilt. Jeg siger, så gør vi det! Svaret er, at hvis han ikke er bedre inden for seks timer, så er der ikke mere at gøre. Midt om natten ringer Charlotte mig op og siger: Han er i bedring!”

I dagene efter får Anakin ilt, vanddrivende, drop og sonde, og det går fremad. Der er derfor en generel følelse af, at nu er det hele vendt – nu klarer han den.

Urin løber ud i bugen
Men, men, men … den 22. februar ringer Charlotte til Kate og fortæller, at nu er Anakin meget dårlig igen. Han er scannet, og der er fundet væske i bugen. Nærmere undersøgelse viser en blæreruptur, og nu løber der urin ud i bugen på ham, og de er nødt til at operere, hvis han skal have en chance. Kate har ikke set Anakin siden han blev indlagt, pga. corona og isolation, og hun siger, at hun er nødt til at se føllet for at kunne vurdere, om de skal gennemføre operationen eller aflive. Forløbet har nu været så langt og smertefuldt, at der også er grænser for, hvad både føllet, hoppen og hun selv skal udsættes for. Heldigvis får Kate lov at se Anakin, og iført noget der minder om en rumdragt, ser hun sine heste for første gang i mange dage.

“Anakin var bare så dårlig, men dyrlægerne blev ved at sige til mig, at han var stærk, så han havde en chance, og det var også den følelse jeg fik, da jeg så ham. Vi besluttede at gennemføre operationen.”

Operationen skulle tage en time – men den tog meget, meget længere end det, og til sidst var er Kate ved at gå ud af sit gode skind (hendes egne ord), mens hun venter på nyt. Endelig bliver hun ringet op – alt er gået godt!

“Han havde en navleinfektion fra start i den ydre navle, som selvfølgelig blev behandlet, men fordi han har ligget så meget ned, har betændelsen flyttet sig opad og er blevet til infektion ved blæren. Kirugerne fjernede det betændte stykke af blæren og hele navlen.”

https://www.facebook.com/kresarabians/videos/3832427160137891/
Anakin efter operationen.

Vel ude af operationen er strabadserne dog ikke overstået endnu, for nu ramte en lungebetændelse lille Anakin. Måske fra at have fejlsunket mælk fra flaske, eller måske også en følge af at han ar ligget så meget ned og været svækket. Og netop det, at han har været ’sengeliggende’ så længe, er også gået ud over hans benstilling. På hospitalet tager en ortopæd. kirurg billeder for at se, om der er sket varig skade, men der er heldigvis ikke noget at se, så Kate skal starte et gå-program op, når han kommer hjem.

Endelig kommer Anakin hjem igen
“Vi henter Anakin hjem fra hospitalet den 2. marts. Han er stadig for svag til at rejse sig, og han får stadig en del medicin, så hver halvanden time er vi stalden og får ham på benene. Han kan godt stå, og han kan die igen. Natten til den 10. marts rejser han sig for første gang selv, så det var virkelig stort. Han kom hjem på en åben indlæggelse, og jeg fik et tlf. nummer, så jeg har hele tiden har kunnet få fat i Charlotte, og ja, der har jo været nogle spørgsmål undervejs. Men det har været helt fantastisk med den service, jeg har fået på KVL… Og jeg må sige, at især Charlotte Hopster-Iversen har været utrolig i dette forløb, og jeg er meget, meget taknemmelig for hendes ekspertise og helt særlige indsats.”

Fredag d. 5. marts blev der taget blodprøver for første gang siden Anakin kom hjem – Og alle værdier lå inde for normalen og ser tilmed rigtig fine ud. Lige nu er Anakin i boksro med gå-program, der hele tiden udvides, grundet operationssåret, men fra i næste uge, må han og mor Anuva komme på sygefold. Mod alle odds ser det ud til, at hingsteføllet kommer sig fuldstændigt og uden mén.

”Det har været et fuldstændig vildt forløb, som jeg heldigvis ikke kendte, da vi indlagde Anakin. Jeg er ikke sikker på, at vi havde villet lade ham gå igennem forløbet, hvis vi havde vidst hvad det indebar, og mit store spørgsmål har hele tiden været, får jeg en sund og rask hest ud af det her i sidste ende? Men det mener dyrelægerne, at jeg gør, når nyrerne ikke har været udsat for længevarende belastning, og de er så flotte nu. Mine lærepenge fra det her, at min besætning også skal vaccineres mod rotavirus, hvilket nok har været starten på det hele i Anakins tilfælde, og får jeg et føl igen med voldsom diarré, så vil jeg helt sikkert få lavet en blodprøvescreening og afføringsprøve med det samme diarréen viser sig for at vide, hvad jeg har med at gøre,” slutter Kate.

https://www.facebook.com/kresarabians/videos/157210329596235/
Nikolai og Anakin på gå-tur efter hjemkomst fra hospitalet.

Rotavirus
(Foal Diarré, Foal Heat Diarré, Rotaviral Diarré
)
Rotavirus er en virus, der ødelægger villi i tarmene, hvilket gør det svært for tarmene at absorbere næringsstoffer fra maden. Skader på tarmforingen gør føllet ude af stand til at fordøje laktose, en del af hoppens mælk. Dette forårsager diarré, og ubehandlet vil føllet blive meget dehydreret, en situation, der kan føre til døden. Virussen transporteres i gødningen, og hvis en hest kommer i kontakt med gødningen, kan virusset let indtages.Symptomerne på rotavirus er vandig diarré, der ofte begynder med blød gødning.Gødningen kan have en tydelig lugt. Rotavirus er kun farlig for føl.