Stor satsning i Boxen – alle stjernerne deltager
Det er overordentlig betydningsfuldt, at de hjemlige dressurryttere får den bedst mulige forberedelse til OL-deltagelsen.
For landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein gælder det om at sætte det mest konkurrencedygtige hold. Niveauet i dansk dressursport er hævet betydeligt de senere år, og det giver landstræneren den positive udfordring, at der er flere ryttere end sædvanligt i spil til de tre holdpladser og reservepladsen.
Anført af Dansk Varmblod og med stor opbakning fra en række sponsorer er det lykkedes at lave en helt ekstraordinær satsning ved forbundets event i Jyske Bank Boxen fra den 5. – 8. marts – international dressursport på allerhøjeste niveau. De 5-stjernede dressurkonkurrencer giver ikke alene mulighed for, at rytterne kan opnå værdifulde point til verdensranglisten, det betyder også hårdere konkurrence fra udlandet. Og så rider rytterne om en præmiesum på 500.000 kr.
For dressurentusiaster åbner dette naturligvis op for en helt særlig oplevelse, idet vi kun oplever dressur på dette høje niveau ved ét andet stævne herhjemme, FEI World Cup Herning i oktober.
Landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein udtaler:
– Det har været et stort ønske at få en 5-stjernet konkurrence til Danmark. Og det er fantastisk, at Dansk Varmblod har opfyldt det ønske. Det viser, at vi er en meget stærk nation, at vi kan noget sammen.
Den store satsning: DWB 5-star Dressage bliver et vigtigt led i rytternes forberedelse til OL, og samtlige ryttere på det danske A-hold vil være til start ved stævnet enten i den 5-stjernede eller den 3-stjernede konkurrence.
– Rent sportsligt bliver konkurrencerne i Herning iagttagelsesstævne forud for udtagelsen af holdet til OL. Vi får de potentielle OL-kandidater at se samlet, og det vil gøre konkurrencerne meget interessante, fortsætter landstræneren, der supplerer: – Vi skal selektere i A-truppen efter DWB 5-star Dressage, og derfor bliver konkurrencerne i Herning uhyre vigtige. Det bliver et kæmpe event, men Herning og arrangørerne kan rumme det, slutter hun.
Med det hjemlige A-hold til start giver det tilskuerne og landstræneren en mulighed for at se rytterne i direkte konkurrence på deres bedste heste. I praksis betyder det, at følgende ryttere kommer til start i DWB 5-star Dressage:
EM-bronzevinder Cathrine Dufour, OL-rytterne Anne Kasprzak, Agnete Kirk Thinggaard, Anders Dahl, EM-rytter Daniel Bachmann Andersen og landsholdsdebutanter Carina Cassøe Krüth og Marianne Helgstrand.
Arrangørerne glæder sig
Den store satsning DWB 5-star Dressage i Herning har givet genlyd også i udlandet, hvor flere internationale profiler har ytret ønske om at få en af de eftertragtede pladser ved stævnet. En af de i alt 20 pladser i Grand Prix-klassen er besat af den herboende spanske toprytter Severo Jurado Lopez, som en vigtig del af hans OL-forberedelse på den danske varmblodshoppe Fiontini.
Foruden den 5-stjernede satsning afholdes internationale dressurklasser på 3-stjernet niveau, CDI3*, hvor publikum har lejlighed til at opleve unge, talentfulde heste give en forsmag på, hvad vi kan vente af dem i fremtiden.
– Vi glæder os enormt til det nye koncept og er helt sikre på, at det danske dressurpublikum kommer til at opleve verdensklasseridning. At de bedste ryttere kommer til start med deres potentielle OL-heste, vil gøre dressurkonkurrencerne helt unikke, udtaler Casper Cassøe, direktør for Dansk Varmblod. Han glæder sig over, at satsningen i høj grad har sat Danmark og eventet i Herning på verdenskortet.
– Dansk dressur og avlen af dressurheste herhjemme er i den absolutte verdenstop. Vi vil gøre vores bedste for at gøre DWB 5-star Dressage til en helt særlig oplevelse, både for ryttere og publikum. Vi er stolte over, at landsholdet og landstræneren bakker op omkring vores satsning, og glade for, at vi sammen med vores velvillige sponsorer kan være med til at støtte rytternes forberedelse frem mod OL. Og samtidig give publikum en helt særlig oplevelse i Jyske Bank Boxen, slutter Casper Cassøe.
Dansk Varmblods Hingstekåring og -show fra den 5. til 8. marts i MCH Messecenter Herning
- Bag DWB 5-star Dressage står gruppe på otte sponsorer, der sammen med Dansk Varmblods Hingstekåring er gået all in for at få 5-stjernet dressur til Herning.
- De otte sponsorer er: Blue Hors, ECCO, Helgstrand Dressage, Nathalie Horse Care, Stutteri EVO, Trolle, Vodskov Bolighus og Zibrasport Equest.
- Der vil visuelt og på anden vis blive kræset om DWB 5-star Dressage, så foruden dressur i verdensklasse vil publikum også opleve, at der bliver skabt en særlig ramme omkring de tre konkurrencer.
- 5-stjernet dressur er det højeste niveau i international dressursport. Det er på højde med det niveau, der rides ved OL, VM, EM samt i World Cup-kvalifikationer. Det betyder, at rytterne kan optjene værdifulde point til verdensranglisten – ranglistepoint, som er afgørende for en god seedning ved OL til sommer.
- DWB 5-star Dressage består af tre programmer: fredag er der Grand Prix med deltagelse af 20 ryttere, hvorefter rytterne deles i to grupper af 10 ryttere, der rider enten Grand Prix Special lørdag eller Grand Prix Kür søndag.
- CDI3* – Dansk Varmblod har fokus på at støtte talentudviklingen, og derfor bliver der også dressurklasser på et lavere niveau, 3-stjernet, hvor de unge stjernefrø kan vise deres talenter i enten lille tur (Prix St. Georges og Intermediaire I) eller i stor tur (Grand Prix og Grand Prix Kür).
Pressemeddelelse: Dansk Varmblod