Skip to main content

Avler vi de rigtige heste til fremtiden?

I foråret bragte vi et tema fordelt over to udgaver af magasinet Riders NOTEBOOK med titlen: Dødsspiral: Er ridesporten for dyr til at overleve? I den sidste temaartikel spørger vi: Avler vi de rigtige heste til fremtiden?
| admin

Dansk Varmblod er Danmarks største ridehesteavlsforbund, og avlernes altoverskyggende mål er alt lave heste, der kan begå sig i international sport. Det kræver heste, der opfylder et vist mål af gålyst, hurtige reaktioner og præstationsparathed. Alt sammen positive egenskaber, men for knap så erfarne ryttere, kan de egenskaber også skabe udfordringer i træningen. Så det egentlig de rigtige heste, vi avler herhjemme?

Det er vel ingen hemmelighed, at ryttere og trænere ikke altid er lette at gøre tilfredse. For en del år siden producerede Dansk Varmblods avlere dressurheste, som havde et fladt, men jordvindende, elastisk og langsomt bevægelsesforløb. Men tiderne ændrede sig.

”Det kan vi ikke bruge i dressursporten nu!” lød det ganske kort fra trænere og topryttere. Den daværende avl var meget fokuseret omkring den tyske hesteavl, hvor der i flere stammer findes en høj grad af ridelighed. Men de forandringsparate danske avlere og hingsteholdere kastede nu blikket mod Holland og hingste som Jazz, Krack C og deres sønner. Herfra fik de mere ekspressive gangarter, mere knæ- og haseaktion, hurtige reaktioner, men også et mere eksplosivt temperament.

Med de hollandske hingste og de tyske blodlinjer har dygtige avlere sammen med en skarp selektion i Dansk Varmblod og målrettede avlsplaner formået at skabe fremragende dressurheste, og de senere år har springhesteavlen også taget kvantespring.

Trods de flotte avlsresultater er det dog langt fra alle heste, som opnår at starte de største klasser ved internationale stævner, selvom det er forbundets avlsmål. Hovedparten af hestene fungerer derfor som rideheste for fritids- og professionelle ryttere. Men er hestene blevet for temperamentsfulde og for hurtigt reagerende for den almindelige rytter, som der jo langt overvejende er flest af? Det spørgsmål har vi stillet berider Bjarne Nielsen, der er Dansk Varmblods disciplinansvarlig i dressur.

Vi avler efter de funktionelle heste

”Som avlsforbund er vi nødt til at stile højt. Vi arbejder ud fra vores avlsmål, som er at avle heste, der kan klare sig på højeste internationale niveau. De, der kommer gennem nåleøjet, er typisk heste med noget mere nerve,” indleder Bjarne Nielsen. Han understreger dog, at han absolut ikke er fortaler for; ’jo mere tænding og jo hidsigere de er, jo bedre er de i sporten på højt niveau’.

”Jeg er fortaler for, at jo mere funktionelle heste vi får, jo nemmere er det for rytteren. Og holdbarhedsmæssigt er det også en fordel, fordi de heste ikke skal arbejde så hårdt gennem uddannelsen. Derfor sætter vi barren højt ud fra et funktionelt synspunkt.”

Bjarne forklarer, at det er nødvendigt for avlsforbundet at sætte barren så højt for netop at få heste med den ønskede funktion. Når hesten fungerer i kroppen, fordi den faktisk er bygget til opgaven, har den langt lettere ved at udføre det, rytteren ønsker af den, ligesom den rette bygning også er med til at øge holdbarheden. Og når hesten er bygget til opgaven og har let ved at udføre det, rytteren beder om, så vil det også have en positiv afsmitning på rideligheden.

”Qua vores heste er mere funktionelle, er de også meget mere ridelige end det, vi oplevede for 20 år siden,” forklarer Bjarne.

Rift efter heste til sporten

”Vi er nu inde i efterfølgerne af de små årgange, og der er rigtig mange, som lige nu støvsuger markedet for heste,” er Bjarne Nielsens erfaring. De potentielle stjerner bliver hurtigt opsnappet, så nu går de, der lever af at uddanne og sælge heste, også efter de såkaldte ”mellemheste” – altså de heste, der tidligere blev købt af fritidsrytterne.

”Mellemhestene er faktisk blevet markant dyrere, fordi de kan udvikles til topheste, hvis der bliver lagt et godt og rigtigt arbejde i dem undervejs i deres uddannelse,” pointerer Bjarne.

Temperament

En følge af brugen af hollandske heste herhjemme er afkom, der er meget korte i overlinjen, og som har et hurtigt antrit. Nogle har også et lidt heftigt temperament. ”I Dansk Varmblod laver vi tests (10- og 35-dages test af hingste, sadelkåringer og stationsafprøvning af hopper, red.), der også omfatter vurdering af hestenes temperament. Har vi heste med meget afvigende temperament til afprøvning, bliver de sorteret fra. Når det er sagt, er der naturligvis variationer i temperament. Der er hingste, som er tændte, og nogle som er lidt til den flegmatiske side. Det er så op til avlerne at lave den rette kombination med deres avlshopper,” forklarer Bjarne Nielsen.

”Det er avlernes opgave at finde egnede stamhopper til deres avl. At bruge en hoppe til avl, fordi hun ikke fungerer i ridning på grund af dårligt temperament eller ridelighed, er ikke nødvendigvis en god opskrift på succesfuld avl,” understreger Bjarne.

Han udtaler afslutningsvis: ”Ja, vi har fået heste, som er meget mere ridelige, men måske også heste som er mere sensible og temperamentsfulde. Samtidig må vi bare erkende, at markedet er lille lige nu med et begrænset udvalg af heste til salg, og de, der er, er måske ikke det bedste match til den almindelige rytter.”

Et magasin af hestefolk til hestefolk

Riders NOTEBOOK udkommer otte gange årligt: februar, april, maj, juni, august, september, oktober og december.

Magasinet er spækket med godt og spændende indhold, som appellerer til alle, der er hesteinteresserede. Hvad enten du er til elitesport eller breddeaktiviteter, varmblodheste eller specialracer, personlige beretninger, nyheder eller faglige artikler – selv har hest eller blot er pjattet med de firbenede dyr, så har vi noget til dig!

Riders NOTEBOOK – Danmarks flotteste magasin for hesteelskere!