Skip to main content

Berømte heste: Sefton

En overlevende hest kan blive et lys i mørket efter en ubeskrivelig tragedie. Det er militærhesten Sefton et bevis på, efter han med nød og næppe overlevede et terrorangreb i London og derefter blev den første heste optaget i Den Britiske Organisation for Hestes Hall of Fame.
| admin

Sefton (1963-1993) blev født i Irland og var en blanding mellem en fuldblodshest og en Irish Draught. Som fireårig blev han sammen med en gruppe ungheste sejlet til England, hvor han skulle være en del af Det Royale Heste Artilleri. Her blev han opkaldt efter Lord Sefton, en tidligere officer, men blev kaldt ’Sharky’ i stalden, fordi han havde en tendens til at bide. Sefton var ikke en nem hest på nogen måder, og det tog længere end tid end normalt at få ham tilredet. Det rygtedes snart, at han var besværlig, og i 1969 blev han sendt med The Blues and Royals (en del af den britiske hærs kavaleri) til Tyskland. Her blev han med tiden en ret populær ridehest for soldaterne og deltog med stor succes i tyske springkonkurrencer. I 1975 tog Sefton atter turen tilbage til England, hvor han blev en del the Household Cavalry (et kavaleri der primært tager sig af ceremonielle pligter).

Den 20. juli 1982 var Sefton med 15 andre heste på vejen ved Hyde Park, da en IRA bilbombe sprang lige ved siden af dem. To soldater døde på stedet, og to døde senere. Eksplosionen skadede alle hestene, og syv af dem så alvorligt, at de blev aflivet på stedet. To timer senere sprang en bombe ved Regent’s Park og dræbte yderligere syv soldater. Sefton overlevede eksplosionen, men hans skader var meget alvorlige. Udover en øjenskade havde han 34 skader på kroppen. Sefton blev hastet til dyrehospitalet og var på operationsbordet i 8 timer (en rekord for operation af en hest i 1982.) Efterfølgende gav dyrlægerne harm 50% chance for at overleve chokket og det ekstreme blodtab. Sefton var en fighter, og de næste måneder kom han sig langsomt. Mens han var på hospitalet, modtog han store mængder af kort og godbidder fra befolkningen, der havde taget den ukuelige hests historie til sig. Donationer løb snart op på over 600.000 pund, og pengene skulle bruges på en ny kirurgisk fløj på The Royal Veterinary College, hvor Sefton blev opereret – og fløjen skulle selvfølgelig opkaldes efter Sefton – hesten der overlevede.

Senere samme år kunne Sefton vende tilbage til sine pligter i regimentet, og han blev udnævnt til ’Horse of the Year’. Da han modtog prisen ved Horse of the Year Show var det til stående bifald.

I 1984 blev Sefton pensioneret, og han levede, til han blev 30 år. I 1993 blev han aflivet på grund af en halthed, der stammede tilbage fra bombeangrebet.
Ikke nok med at Sefton blev den første hest, der blev optaget i The British Horse Societys Hall of Fame – han fik også en årlig pris opkaldt efter ham. I 2013 blev en statue af Sefton rejst ved det hospital, der redede hans liv.