Skip to main content

Blue Hors sætter 12 heste på auktion

Nu er det muligt at erhverve sig en ridehest fra Blue Hors, 12 rideheste af top præstationsblod kommer under hammeren på Blue Hors Autum Auction den 13. november
| admin

Auktionen finder sted under dressurstævnet: Blue Hors Dressurfestival og er en hybridauktion, hvor man kan byde fra hallen under auktionen, eller byde online, hvor bud kan indsendes fra den 23. oktober. Man kan også ringe og byde med under auktionen. For at byde online skal man registrere sig via Blue Hors’ hjemmeside, og for at byde med på telefon skal man kontakte Blue Hors inden auktionen.

Auktionen begynder kl. 20.00, og der tillægges ikke et købersalær til hammersagsprisen. Alle heste er røntgenfotograferet, og 3 dage inden auktionen vil der blive lavet klinisk undersøgelse af en dyrlæge.

12 udvalgte rideheste

På Blue Hors har de været igennem deres samling af potentielle dressurstjerner, og har nøje udvalgt en interessant kollektion af unge stjernefrø, erfarne konkurrenceheste og avlsgodkendte hingste. Det betyder også, at hestene har internationale topafstamninger. Flere af de udbudte heste er afkom efter stationens egne hingste, som Blue Hors Veneziano, Blue Hors Zalabaster, Blue Hors Emilio og Blue Hors Farell.

Vil du prøveride?

Det er muligt at prøveride hestene i auktionskollektionen. Det kan ske på udvalgte dage frem mod auktionsstarten. Breeding Manager Martin Klavsen og Sports Manager Ulrik Gerstorf Sørensen er også klar til at hjælpe med råd og vejledning.

Martin Klavsen fortæller: ”Vi har set, der er andre, som har god succes med at få heste ud til gode folk via auktioner. Det er en win win. Vi får den pris, som er markedsprisen. Og det kan være købere tænker, der er mulighed for at få en hest til gode penge på auktionen.”

For Blue Hors betyder det, at de kan få nogle heste ”videre i teksten”, som Martin siger: ”Det giver os tid til andre heste, for der kommer løbende nye heste til. Og så har vi fået markedsført, at vi altså sælger heste på Blue Hors.”

I forhold til udvælgelsen af de 12 heste fortæller Martin: ”Vi har tænkt, vi skulle have lidt til hver smag med. Samtidig vil vi gerne afprøve, om de ryttere, som har ridning som hobby, også vil købe på auktion og ikke i direkte handel.”

Blue Hors har oplevet god interesse for deres auktion, og afslutningsvis siger Martin Klavsen: ”Vi er meget spændte på, hvordan det kommer til at gå.”

Læs meget mere om Blue Hors Autum Auction og se kollektionen HER