Skip to main content

Dansk Varmblods Europafinale for unghingste

Dansk Varmblods hingstekåring i Herning fra den 8. – 12. marts er den sidste i rækken af kåringer i verdens mest betydelige avlsforbund.
| Louise Woss Sigerslev

Fremsynede hingsteholdere har igen indkøbt unghingste fra aller øverste hylde ved kåringer i de førende udenlandske avlsforbund, og de bedste af dem, får vi at se i Herning.

Kvaliteten af unghingste registreret i Dansk Varmblod har fulgt en stærk stigende kurve, og der er som altid spænding omkring årets kollektion.

Dansk Varmblods formand udtaler: ”På hingstekåringssiden ser vi frem til det nye koncept, der jo bl.a. indebærer, at unghingstene skal vises under rytter onsdag aften. Konceptet er udtryk for, at vores selektionssystemer hele tiden søges videreudviklet og forbedret, og så ligger det helt i tråd med den nyeste, evidensbaserede viden om tidlig ibrugtagning af hestene.”

Alle hingste til kåring skal mønstres for hånd for kåringskommissionen i løbet af torsdagen. Det sker inde i Dansk Hesteforsikring Hal E. Fredag skal dressur- og springhingstene vises i longe.

Der er tilmeldt 14 3-årige springbetonede hingste. De skal bedømmes i løsspringning lørdag og søndag i Krafft Hal M inden det hele afgøres med sortering og præmiering søndag i Jyske Bank Boxen.

Dressurhingstene, dem er der 43 af i holdet af 3-årige hingste, skal vises løse søndag formiddag inde i Jyske Bank Boxen inden sortering og præmiering.

Se kataloget til hingstekåring: Hingstekåringskatalog_2023.pdf (dvherning.dk)