Donkey Boy alvorligt skadet
Elite-, guldmedalje- og præmiehingsten Donkey Boy, vinder af Danmarks Rideforbunds dressurchampionater 2016-2019, dobbelt medaljetager ved UVM og faderhingst til adskillige højt profilerede og præmierede afkom, som de seneste par år med succes har været under ridemæssig uddannelse til Grand Prix og stået til rådighed for avlerne hos Helgstrand Dressage, blev i forsommeren 2022 skadet.
Video: Hesselhøj Donkey Boy – Helgstrand Hingsteshow 2021
Hos Helgstrand Dressage er vi den seneste tid blevet konfronteret med forskellige versioner og mytedannelser omkring omstændighederne ved skadens indtræden, i et omfang der gør, at vi finder behov for at offentliggøre faktum omkring skadens indtræden, der var som følger:
Donkey Boy er i forsommeren 2022, som i tidligere år, hver dag på luftefold. Det sker efter aftale med ejer i form af ophold på paddock.
Paddocken er en udendørs fold med sandbund, hvor hingsten går alene, men har kontakt til andre heste.
Skaden indtrådte 29. juni 2022.
Rytter Anne-Mette Strandby, der også er Donkey Boys faste rytter, konstaterede, under en skridttur på hingsten Rockabye ved 15-tiden, at Donkey Boy løb meget mærkeligt rundt i den midterste paddock bag stald 4, hvor der ligger 9 ens paddocks.
Anne-Mette tilkaldte øjeblikkeligt sin groom Pernille Keinicke og staldchef Line Dambo , og det blev med det samme klart, at Donkey Boy havde en skade på venstre bagben, idet han ikke ville støtte på det og at han havde smerte, som gjorde at han løb rundt i paddocken i panik.
Der blev omgående ringet til en dyrlæge fra Højgaard Hestehospital, som har en afdeling i Uggerhalne. Inden for 20 minutter ankom der 2 dyrlæger, Lisa Coulthard Smith og Louise Maagaard Olsen. De gav ham beroligende og smertestillende og prøvede at konstatere om der var noget brækket, hvilket de ikke kunne konstatere, men eftersom de tvivlede og ikke kunne afklare det med sikkerhed blev dyrlæge Helene Brassøe ligeledes fra Højgaard Hestehospital tilkaldt. Hun kunne ej heller med sikkerhed konstatere, via mobilt scanning- og røntgenapparat, at der var noget brækket.
Da hesten ikke ville eller kunne støtte på venstre bagben beordrede dyrlæge Helene Brassøe, at hesten skulle transporteres til Højgaard Hestehospitals hovedafdeling på Fyn til videre udredning og behandling.
Hesten blev indtapet og der blev lavet en åbning i paddocken i det hjørne, hvor hesten stod. Vores chef for bygninger og materiale Jørgen Gadensgaard brød paddocken ned. I mellemtiden blev en bil kørt op mellem paddocks, således at hingsten kunne hjælpes direkte ind i bilen, uden at skulle gå mere end 2-3 meter. Under hele forløbet med læsning og behandling var COO Per Jensen til stede.
Hesten blev bragt til Højgaard Hestehospital på Fyn af Pernille Keinicke og Line Dambo.
Alle myter om at hesten skulle være blevet beskadiget på vej til tapning, under eller i forbindelse med tapning og i den forbindelse skulle være løbet fra sin groom er ikke korrekte.
Helgstrand Dressage tapper ikke om eftermiddagen. Vores chef for tapperiet Christian Springborg kan bekræfte det.
Der er således 8 vidner på ovenstående forløb.
Hingsten er fortsat under rekonvalescens og dens fremtidige status som ridehest og/eller avlshingst er afhængig af det videre forløb, der således afventes.
Kilde: Helgstand Dressage