Skip to main content

Dufour og Cassidy gjorde det igen!

Cathrine Dufour genvandt sit danske mesterskab med 18-årige Atterupgaards Cassidy, Nanna Skodborg Merrald ønske om en podieplads gik i opfyldelse, og Daniel Bachmann Andersen, som kun red DM som træning vandt bronze
| admin

DM i dressur ved Equitour havde ikke de bedste ekvipager fra A-truppen til start, men rent faktisk blev det et meget spændende, interessant mesterskab. Det udviklede sig til et mesterskab, som nok blev vundet af erfaring og overblik, da Cathrine Dufour og Atterupgaards Cassidy genvandt guldet, men samtidig gav det håb for fremtiden, da nye ekvipager strålede.

Good old man – Cassidy gjorde det igen

“Jeg er virkelig stolt af ham, han var mere med i dag,” indleder Cathrine Dufour efter sejren, og hun fortsætter:

”Jeg fik skruet lidt op for musikken, det plejer jeg ellers aldrig gøre med ham. Det var for at få noget fest, og han var så tilpas. Jeg har ikke kørt ham op til det her, jeg kunne bare hygge mig med det. Han kan jo sine ting,” fortæller Cathrine Dufour, og det var helt passende, der blev spillet ”You are a superstar” ved præmieoverrækkelsen. Se parrets kür nederst i artiklen.

Daniel Bachmann Andersen og Marshall Bell vandt bronze. Foto: Zibrasport/Britt Carlsen

Daniel vandt bronze

Cathrine og Cassidy rundede de 80,9%, og det var godt fire procentpoints fra Daniel Bachmann Andersen, som red den helt urutinerede Marshall-Bell e. Blue Hors Don Romantic opdrætter Tina Christoffersen og Nicolai Jepsen ind på andenpladsen i küren.

Få timer forinden havde Daniel sejret i Grand Prix Special med hans anden, urutinerede mesterskabshest, Fanalino, som debuterede i Specialen med en sejr til 75,49% Med de to heste i stalden er Daniel på vej tilbage i toppen af dansk dressursport, og det bliver særdeles interessant at følge ham og de to eminente heste denne sæson.

Daniel Bachmann Andersen sluttede sammenlagt på bronzepladsen – han havde ingen forventninger forud for mesterskabet, for de to heste er meget urutinerede på Grand Prix-niveau, og han fortalte til Zibrasport Equest, at han bare glædede sig til at ride mesterskabet som et led i en god træning og videre uddannelse af de unge heste.

Nanna Skodborg Merrald vandt sølv på Atterupgaards Orthilia. Foto: Zibrasport/Britt Carlsen

Nannas drøm om en podieplads gik i opfyldelse

Nanna Skodborg Merrald har ikke siddet i sadlen på Atterupgaards Orthilia e. Gribaldi gennem længere tid, men de to har fundet ind i et godt partnerskab. Det er Agnete Kirk Thinggaard, som ejer hoppen, og det er også hende, som med vanlig flair har skabt en smuk, svær kür til parret. Der var lidt dommeruenighed om parrets præstation, og de sluttede med 76,275% i küren, men sammenlagt gik de ind på sølv-pladsen.

Marianne Helgstrand og Super Mario. Foto: Zibrasport/Britt Carlsen

Supersejt af Super Mario

Marianne Helgstrand mesterskabsdebuterede Super Mario e. For Compliment. I Grand Prix-klassen måtte hun ride med store smerter efter et uheld på opvarmningen, som man kan læse i artiklen: Marianne Helgstrand red med store smerter
I dag var parret flyvende i deres kür-debut, som blev vist fejlfrit og sikrede Marianne en fjerdeplads i küren med 74,475% og Marianne var efterfølgende meget tilfreds med dagens ridt, og den samlede 6. plads i mesterskabet. Lone Bang Larsen red Bakkely’s Onandt e. Onassis opdrætter Preben Hald ind på en samlet fjerdeplads i mesterskabet, mens Michael Søgaard igen i år sluttede på femtepladsen med Slæbækgård’s Santino e. Sir Donnerhall I opdrættet af Familien Himmelstrup.

Resultater fra mesterskabet