Skip to main content

Dressurlandsholdet godt fra start i Falsterbo!

Danmark ligger i front efter første afdeling af CDIO4* Nations Cup i Falsterbo, Sverige.
| admin

I dag blev der redet Nations Cup Grand Prix ved Falsterbo Horseshow, og de danske ryttere red sig ind i på en foreløbig førsteplads i holdkonkurrencen.

Holdet bestod af Anna Kasprzak og Addict de Massa, Daniel Bachmann Andersen og Zippo M.I., Nadja Aaboe Sloth og Favour Gersdorf samt Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors St. Schufro.

Alle danskere over 70%

Bedst på holdet var Daniel og den talentfulde Blue Hors Zack søn Zippo M.I. De opnåede meget flotte point fra dommerne og sluttede med 75.043%. Anna og Addict de Massa red på banen med et forrygende resultat fra DM i dressur i bagagen, og de kunne føje 73.696% til Danmarks samlede score.

Nanna og avlshingsten Blue Hors St. Schufro var ikke en del af det oprindelige hold, men kom med da Charlotte Heering og Bufranco måtte melde fra. Ingen kan være i tvivl om St. Schufros store potentiale, og i dag blev parret belønnet med 72.326%. Nadja og Favours Gerdorf red også flotte procenter hjem, og parret sluttede med 71.413%.

I alt har Danmark dermed en score på 221.065 foran Holland (215.239) og Sverige (215.000).
Svenske Patrik Kittel opnåede i øvrigt klassens højeste procenter med Blue Hors Zepter, tidligere redet af Daniel Bachmann, de fik 75.261%.

Nations Cuppen afgøres søndag i Grand Prix Special og Grand Prix Kür.

Se hele resultatet her