Skip to main content

Ingen kåring af hingste på Vilhelmsborg

Myndighedernes manglende tilbagemelding med godkendelse af afviklingen af den professionelle del af årets Kåring af Hingste på Vilhelmsborg sammenholdt med den aktuelle herpesvirussituation i Sydeuropa har i aften fået den konsekvens, at Dansk Varmblod har måtte aflyse kåringen på Vilhelmsborg. Kåringen vil i stedet blive afviklet ved en kåringsturné i uge 11
| admin

Allerede i efteråret 2020 stod det på grund af COVID-19 helt klart, at Danmarks største og et af verdens største hestearrangementer for hingste igennem fire årtier, Dansk Varmblods Hingstekåring, i 2021 ikke ville kunne afvikles i sit normale format i MCH Messecenter Herning med et stort tusindtal af besøgende i uge 10.

Derfor skitserede man et meget mindre arrangement uden publikum og skåret helt ind til benet med en faglig afvikling af selve kåringen af hingste, som skulle finde sted i uge 11 på Vilhelmsborg. Det er imidlertid ikke lykkedes Dansk Varmblod at få et svar fra de ansvarshavende myndigheder om godkendelse af det skitserede arrangement på trods af mange skriftlige henvendelser med fokus på et streaming-setup for dobbeltlukkede døre.

Den aktuelle herpesvirus, der lige nu raserer ved et internationalt ridestævne i Valencia, Spanien, har fået det internationale rideforbund FEI til at udstede et europæisk stævneforbud frem til og med den 28. marts. Alene af den grund er det utænkeligt, at de udenlandske hingste, der er tilmeldt hingstekåringen, møder til kåring i Danmark.

Derfor er det nu Dansk Varmblods plan B, der kommer i spil. Avlsledelsen har allerede ved forbesigtigelsen i januar måned rejst rundt i landet og udtaget de hingste, der skal deltage i kåringen. Selv kåringen vil nu blive afviklet på samme vis i uge 11.

Avlsledelsen – henholdsvis springkomiteen og dressurkomiteen – vil besøge nærmere udvalgte lokationer (hvor hingstene i forvejen er i træning), hvor dommerne vil vurdere hingstene i et forløb som under en normal hingstekåring, og hingstene vil som under normale omstændigheder blive filmet og fotograferet.

Når alle hingste er besigtiget, vil hingsteejerne blive informeret om kåringsudfaldet, der vil blive offentliggjort på Dansk Varmblods hjemmeside, hvor også videooptagelser af alle hingste vil blive gjort tilgængelige. Der vil herefter blive afviklet et online pressemøde for den internationale fagpresse.

– Det er en svær tid for alle. Alle aspekter spiller ind i denne tid, men hensynet til hingsteholderne og hingstenes sundhed tæller højest. Vi har nu ventet i knap fire uger på et svar fra de danske myndigheder, om vi lovligt kan afvikle kåringen for lukkede døre med et stort streaming-setup, men uden en konkret afgørelse kan vi ikke trække den længere. Beslutningen om helt at lukke ned for en samling af hingstene blev endelig truffet i aften efter at have fulgt situationen tæt rundt om i Europa i det verserende herpesudbrud med epicenter i Valencia. Vi er meget ærgerlige over at være nødsaget til denne beslutning, men tiderne er meget udfordrende, og vi er efterhånden blevet vant til at handle på kort sigt. Avlsledelsen glæder sig til at se hingstene i uge 11, og vi lover at lave gode videoer og billeder af hingstene, så der stadig kan følges med hjemme fra stuerne, dog i et andet format end ønsket, konkluderer Casper Cassøe, direktør i Dansk Varmblod.

Alle hingsteholdere vil i løbet af onsdag den 3. marts få direkte besked om den endelige afvikling af kåringen, der foregår i uge 11 for lukkede døre.