Fjordheste mødes til DM på Vilhelmsborg
Traditionen tro bliver der dystet om medaljerne i spring og dressur – både for juniorer og seniorer. I år er det også tid til at finde nye danmarksmestre i kørsel, som dog ikke bliver afholdt på Vilhelmsborg, men derimod under landsstævnet på Birken rideklub fra 3.-5. september.
Foruden DM-klasserne på Vilhelmsborg, vil der også være junior cup, championater i spring og dressur, samt almindelige rideklasser fra LD til MB og op til 90cm i springningen. Om torsdagen er der åbnet for ”gule heste” Haflinger, Tinker, Fell ponyer, samt Welsh ponyer.
Ny Cup til ponyrytterne
Junior Cuppen er en forholdsvis ny cup, der er lavet for, at ponyrytterne kan får DM-oplevelsen, selvom de endnu ikke har niveauet til DM. For at starte Junior Cup skal man kvalificere sig i 2xLB1 b til to forskellige stævner eller 2x70cm med max 4 fejl – ligeledes til to forskellige stævner. De nærmere regler og bestemmelser kan læses på Fjordhesten Danmarks hjemmeside.
En af dem der har kvalificeret sig, er Mia Sørensen på Hjortshøj’s Magnet (FJ 12224). Her fortæller hun lidt om, hvordan det har været at kvalificere sig til Junior Cup, samt hvad hun glæder sig mest til.
”Det har været sjovt at kvalificere sig til Junior Cuppen. Vi havde ikke startet hverken 60 eller 70 cm, da stævnerne stoppede på grund af corona, så det sidste stævne, vi nåede at ride, var 50 cm. Heldigvis har vi kunne træne til det hjemme, og så var det jo bare at komme afsted og prøve det af,” fortæller Mia. Hun glæder sig meget til at ride i de flotte rammer på Vilhelmsborg og starte udelukkende mod andre fjordheste.
Håbet er selvfølgelig, at mange andre ligesom Mia vil kaste sig ud i det og få en oplevelse for livet på Vilhelmsborg.
Kvalificeret til DM i 3 discipliner
Finaledagen sidste år var nervepirrende fra ende til anden, og DM i spring for senior var ingen undtagelse. Her blev det Mitzi Stefansen og Vokal Skovå (FJH-S 791) der løb med guldet. Igen i år er ekvipagen i aktion på både springbanen og dressurbanen – og som noget nyt også til DM i kørsel. Mitzi har nemlig kvalificeret den 7-årige avlshingst i samtlige discipliner – også til de internationale mesterskaber!
”Sidste år havde jeg slet ikke drømt om, at vi kunne vinde DM i spring, jeg håbede bare på nogle gode runder. Det ligger jo også lidt pres på os i år. Jeg vil da helt klart prøve at forsvare mesterskabstitlen i spring, men mange gode juniorryttere er rykket op som senior i år, så alt kan ske. I dressur håber jeg på, at vi kan forbedre os og komme op i top 10,” fortæller Mitzi. Hun havde også håbet at starte allround, men det må vente til EM næste år.
Hvordan får du tid til at træne det hele?
”Det er heller ikke altid nemt. Jeg prioriterer dressuren højest, og så bestræber jeg mig på at springe en gang i ugen. Kørsel bliver passet ind, når jeg har tid, nogle gange en gang i ugen, andre gange kun en gang hver 14. dag. Jeg synes, det er superfedt at bruge hesten i flere discipliner, og jeg håber, mange flere vil gøre det”
Fra Sportsudvalget lyder det, at de glæder sig meget til at byde alle velkommen til et fantastisk stævne på Vilhelmsborg, og der rettes en stor tak til sponsorerne, uden dem ville stævnet ikke være muligt.
Tekst: Marisa Søby
Se fjordheste i videoarkivet
I vores store videoarkiv (Premium Medlemmer) kan du finde meget masser af videoer med fjordheste. Se blandt andet hele kåringen fra 2020 eller det lille portræt af Zenia Jørgensen og ‘Krapyl’, der har vundet guld ved NM.