Foco Loco er solgt til Østrig
EM- og DM-titlen for ryttere under 25 år gik i 2020 til Anne-Mette Strandby Hansen og Foco Loco, der sammen gjorde lynkarriere på de danske og internationale dressurbaner.
I kraft af Anne-Mettes job som rytter på Helgstrand Dressage, overtog hun nemlig tøjlerne på den velgående vallak, da han i 2019 blev sat i træning med henblik på salg af ejeren, dominikanske Yvonne Losos de Muniz.
Og nu er det altså lykkedes for Helgstrand Dressage at finde et match til den 16-årige belgiske varmblod. Det skriver Eurodressage, og nyheden bliver bekræftet af Anne-Mette Strandby Hansen.
I december købte østrigske Nicola Ahorner Foco Loco, der skal fungere som hendes lærehest i U25-klasserne.
Gjorde drømme til virkelighed
Selv om Nicola Ahorner er en rutineret rytter, og dermed kan give Foco Loco de bedste rammer, så er det aldrig nemt at skille sig af med sin faste makker.
Det fortæller Anne-Mette til Zibrasport Equest:
– Det er selvfølgelig aldrig sjovt, men det er sådan gamet er.
Det er ingen hemmelighed, at Foco betød rigtig meget for mig. Han har lært mig utrolig meget, og han har gjort mine største drømme til virkelighed.
Anne-Mette Strandby Hansen
Jeg er ham evigt taknemmelig, og jeg ønsker Nicola alt det bedste, for hun har fået verdens bedste schoolmaster.
Gense Foco Loco og Anne-Mette til DM